MICHAEL RUGHEDE: Triathlon i dinosaurernes tid
Jeg begyndte at dyrke triatlon i 1985. Et par år forinden havde jeg læst en lille artikel i den lokale Birkerød avis – af alle mærkelige steder – om Hawaii Ironman. Vinderen var Dave Scott. Jeg husker, at jeg sad og regnede lidt på tiderne og tænkte: ”hvor svært kan det egentlig være?” Jeg havde selvfølgelig ikke selv prøvet noget, der bare lignede. Jeg dyrkede faktisk ikke en gang sport jævnligt men havde blot løbet lidt i korte perioder, cyklet Jylland tyndt en sommer og fjeldvandret med 30 kg på ryggen.
Efter jeg havde løbet hos Blovstrød Løverne et par år, så blev der pludselig arrangeret en tri-konkurrence i Hillerød. Det skulle jeg lige prøve af. Det viste sig, at flere andre som jeg kendte fra løbefelterne, også havde lagt vejen forbi. Dér var den motiverende faktor – der var nogen, der skulle slås. Bare for at holde hierarkiet.
Jeg husker ikke placeringen. Jeg husker kun at jeg fik en finishermedalje, og at konkurrencen ikke var specielt sjov. Klorvand i næsen og let hyperventilering i bassinet. Men optur på cyklen og en glad forventning om hvordan jeg snart skulle fyre den af på løbet. Sådan gik det dog langtfra.
Ben som stive stolper og fornemmelsen af at løbe med et dinglende blybælte om maven – svævefasen mellem skridtene var væk, og jeg kæmpede for hver eneste kilometer. Aksel Nielsen, coach og Blovstrød Løvernes Godfather, heppede ivrigt undervejs og smilede lidt smørret, da han så sin løber på hælene – tri var hårdere end som så.
På trods af et ramponeret selvbillede, var jeg dog ikke knækket. Hvis andre kunne, kunne jeg også. Og der var et eller andet dragende over sporten på det tidspunkt. Groft sagt var der jo ingen triatleter.
Der var svømmere, cykelryttere og løbere, som hver især havde en lille film kørende oven i hovedet. Med sig selv i helterollen: Jeg svømmer, så de først ser mig efter målstregen. Jeg indhenter hurtigt vandhundene og maser de små tyndbenede løbere. Vi løbere er bedst til at tåle smerte og sejrer til sidst. Og så var der jægersoldaterne og frømændene, som i hvert fald var seje og kørte tri når de kunne passe det ind i øvelser og travl hverdag. Alt i alt, var der flest løbere og cykelryttere, der forsøgte sig. Måske derfor var svømmeniveauet – med få undtagelser – ganske middelmådigt de første par år.
Tri’erne fik hurtigt respekt
Så triatleterne var en broget flok. Vi var ærlig talt også lidt til grin hos mange af specialisterne i de ”gamle” sportsgrene. Man mente, at vi nok havde indset, at vi ikke kunne ”klare” os, og derfor nu lå og rodede som triatleter. Vi nåede dog hurtigt et fornuftigt niveau på løb og især cykel. To af mine skarpe konkurrenter, Andreas Hartkopp og Gabor Klozcl, kunne køre sig omkring top 10 i A-rytternes DM enkeltstart (Gabor blev faktisk 5’er året efter han stoppede med tri – med en knæskade, der gjorde, han kun kunne sidde i sadlen!). Den slags gav respekt.
Et par af os løb heller ikke helt ringe og specielt ikke, når vi havde svømmet og cyklet først. Det fandt en af datidens helt store løbestjerner Allan Zachariasen ud af. Sidst i karrieren boede han på La Santa og beærede Vulcan Triathlon med sin deltagelse. La Santa stod bag løbet, og især i løbedisciplinen ville han selvfølgelig meget gerne have den hurtigste tid. Han deltog et par år, og hans løbetider var pænt efter den tid, jeg selv løb i jagten på podiepladserne. Jeg havde år før set ham løbe i atletikstævner, og han var i min verden fantastisk. Zachariasen kunne uden problemer løbe fra enhver i feltet – og de fleste andre i verden – på alle andre dage af året. Men en triatlon var noget andet. Effekten af at træne tre discipliner begyndte at slå igennem. Vi var ved at blive triatleter.
Når vi nu er i det hjørne bør Jan Damgaard nævnes. Tidligere frømand, omkring de 40 og med en ekstrem svingende træningsindsats vandt han Volcano, da det var blevet en kortdistance. Han havde bare et mega-talent, og det gik ud over os andre en dag, hvor alt flaskede sig. Det blev der snakket en del om i Europa det år, for flere store udenlandske navne blev nakket – og jeg var faktisk allerede så småt selv ved at glæde mig til sejrsfesten, da han kom trippende forbi mig på de sidste kilometre.
Udstyr – jagten på sekunderne
Med til at booste følelsen af at være triatlet var udstyret, som i højere og højere grad skiltede med, at her kom der nogen, der både var og turde være anderledes. Det hele handlede selvfølgelig om at spare tid, så jeg susede pludselig rundt i en såkaldt tridragt. Personlig syntes jeg, at det lignede noget, der var løgn – noget nær en herre-badedragt anno 1910, nu bare med polstret skind bagi. Det var ikke den fedeste mode, og skindet var stadig klamt, når man kom i mål. Men man sparede helt klart tid i skiftezonen, hvor normalen var fumlerier med badebukser-cykelbukser-løbeshorts. På herresiden florerede bar røv-skifterne, mens kvinderne var lidt mere nærige med den slags opvisninger.
På teknologifronten var den klassiske racercykel hurtigt blevet erstattet af den nedbyggede cykel med kohornstyr, lille forhjul og almindeligt baghjul. Et par år senere var den så også gammeldags. Tilbage til traditionel cykelramme, men nu med et styr formet som en krøllet skistav. Så kunne man lægge sig i aeroposition med armene ind foran, som skiløbere på vej ned ad bjerget.
Vi kaldte det et Scott-styr, men TV-kommentatorerne døbte det triatlon-styret, da Greg Lemond i 1989 slog Laurent Fignon på den sidste enkelstartsetape ind til Paris og vandt Tour de France med otte sekunder.
Dét gav både nøk opad på respekt-barometret og et selvtillidsboost til triatleterne – og for triatlon som en sport i sin egen ret.
Innovativ tri-sport
Der opstod nu hurtigt en hel industri omkring tri-sporten, som blev kendt for at være innovativ og aldrig bange for at bruge nyt grej. Alt nyt var nye muligheder. Det stod i skærende kontrast til f.eks. cykelrytterne, hvor sponsorerne ofte kæmpede med at få rytterne til at prøve noget nyt, når det virkelig gjaldt.
Tri’erne var f.eks. de første til at køre med ordentlig hjelm. Ikke så meget på grund af sikkerheden, men det gav ekstra sekunder i sparet vindmodstand. Cykelrytterne strittede i årevis mod en regel om at bruge hjelm i løb – apropos Fignons dinglende hestehale i førnævnte nederlag.
Der blev også udviklet hurtigere våddragter, flere nye typer styr, masser af spøjse pedaler, den forlæns-baglæns justerbare sadel, pladehjul, deep rims og cykelstel i aluminium og karbon. Fordi udviklingen spurtede afsted blev revolutioner hurtigt mainstream.
Det blev bemærket, at der skete ting og sager hos triatleterne. Specielt da vi smed næsten al tøjet for ikke at ligne morfar i badetøj. Det var endegyldigt farvel til tridragten og goddag til små badebukser og kropsnær singlet. På varme sommerdage blev ”toppen” også smidt. Looket blev nærmest en landeplage, så både spændstige atleter og runde familiefædre cyklede op og ned ad vejene kun iført badebukser. Selv på overskyede, halvkolde dage gik der Hawaii i den. Badebukserne var måske ikke hurtigere end tridragten, men det så bare bedre ud – var man enige om dengang.
Udlandsprof i Frankrig
Det var også i badebuksetiden, at Gabor og jeg blev enige om, at Danmark nu var for småt til os. Vi havde kørt danske stævner i et par år, og på en af vores lange træningsture fablede Gabor pludselig om at tage til et tristævne i Toulon. Jeg havde aldrig hørt om det, men det endte med, at vi som de første drog til Frankrig i 1988. Frankrig havde hurtigt taget tri-sporten til sig, og mange store og små byer arrangerede et triatlonstævne som led i sommerens underholdning. Pludselig var Frankrig verdens tri-mekka og triatleter fra hele verden dukkede op. Hver weekend var der flere løb at vælge mellem og endda med gode præmiepenge. For os var det farvel til studier og SU-sponserede træningsdage.
Vi ankom til middelhavsbyen Toulon en tidlig morgen efter en bumletur i nattoget, og derefter blev vi indkvarteret i et skummelt hotel i havnekvarteret af vores værter, det lokale politi. Ruten gik op over Mont Faron – en lille knold på næsten 600 meter lige bag byen. Alle cykelløb på de kanter bruger det bjerg, som meget praktisk er forsynet med en teknisk nedkørsel.
Bjerget var også grunden til, at vi kort før start kunne se en lille kødrand samlet omkring de ”fremmedes” cykler i skiftezonen. Franskmændene rystede på hovedet og smågrinede over les imbéciles – de dumdristige danske tåber. Vores nedbyggede cykler og fladbane-gear var totalt uegnet til sådant et bjerg.
De havde selvfølgelig ret, men et par timer senere viste vi, at verden rummede større mirakler end flyvende humlebier. Efter en katastrofesvømning i et meget ”bakket” havnebassin overhalede vi konstant. På toppen var vi nummer to og tre. Blot tre minutter foran os var Yves Cordier – Frankrigs store stjerne. Han var Frankrigs svømmehelt, fransk mester og rekordholder på 1500 meter distancen, og som ekssvømmer i 20’erne var han skiftet til tri. Bosat i Nice var han oven i købet også ekspert i bjergkørsel.
I jagten på helten kastede vi os ned ad den skovklædte bjergside med dens mange hårnålesving.
Til oplysning: en stejl bjergvej oplevet fra cockpittet på en nedbygget cykel er mere skræmmende end forsædet på en løbsk rutschebane. Fronten af cyklen er i knæhøjde, og på bjergvejen ”forsvinder” styret endnu længere ned i forhold til balancepunktet. Hvert andet sving foregik som en mindre katastrofeopbremsning. For- og baghjulene blokerede on-off de sidste 5-10 meter på den smeltede asfalt, så udskridningen blev kontrolleret ved at strække armene helt, skubbe vægten bagud i sadlen og slække lidt på håndbremsen, indtil forhjulet igen var i kontrol. I nogle af de blinde sving på ”langsiderne” nåede Gabor at ryge ud i gruset et par gange, men han fik akkurat trukket cyklen ind på asfalten igen.
Vi satte forbi motorcyklerne, som rapporterede tilbage til TV og stævnepladsen, så de opgav at følge med ”de gale danske vikinger”, som vi blev døbt, ned ad bjerget. Da vi nåede skiftezonen manglede vi et minut op til Cordier. Det skulle vi normalt kunne hente på løb – men ikke den dag. Vi endte som to og tre, og vi var med et slag landsberømte i Frankrig. Vi fik herefter invitationer og ophold betalt til løbene – det første ophold blev i Marseille lidt længere henne af kysten – blot en uge efter. Det blev en uge på delt luksus-chambre med møsjø Gabor, hvor TV’et kørte med franske slagere – jeg kan stadig nynne nogle af dem i søvne.
Midt på sæsonen fik vi en lille kontrakt med et af to hold, der kæmpede om det franske mesterskab det år. Nabobyerne Mantes la Ville og Poissy var datidens svar på FCK og Brøndby. Poissy satsede kun på franske triatleter, mens Mantes La Ville købte sig til en håndfuld af Europas bedste – og nu også os – til at afgøre mesterskabet. Vi blev indkvarteret i byen i hver vores lille lejlighed og kom på hold med bl.a. hollandske Rob Barel (flere gange europamester og senere verdensmester) og belgiske Karel Blondel (også europamester). Vi ydede så vores bidrag til at hive mesterskabet hjem, og klubben blev samtidig europæiske mestre for hold det år.
Gabor vendte permanent snuden hjemad efter et brækket kraveben sidst på sæsonen, mens jeg tog four-more-years dernede. Først alene, senere sammen med konen/kæresten (og mange år senere eks’en) Susanne Nielsen. Mantes la Ville havde tømt pengekassen i jagten på guld, så jeg løste prolicens som individuel året efter. Det gav frihed til at vælge sine løb selv, men vi fik senere et fristende tilbud fra klubben TIM – Triatlon de Marseille. De stillede en lejlighed til rådighed, gav en lille løn, udstyrede os med cykler og et ”tag-hvad-i-har-brug-for-kort” til det lokale Casino supermarked. En gang om ugen drog vi ned og fyldte en indkøbsvogn til randen, ind bagi i den solblegede grå Peugeot og hjem til lejligheden i den gamle havn Vieux Port – helt inde i hjertet af Marseille. Det er måske en historisk bydel med karisma og charme for nogle, men også en smule træls for triatleter. Hver dag skulle der rives 1½ time ud af kalenderen for at cykeltræne uden for byen.
Tiden med Simon Lessing
Næste sæson flyttede vi derfor 40 km op ad vejen til Salon de Provence. Her boede vi et par sæsoner med Simon Lessing; Tri-sportens superstjerne i 90’erne og flere gange verdensmester på kort distance og en enkelt gang på lang. Han var kommet til Frankrig som en stor 17-årig knægt fra Sydafrika sammen med et vennepar. Simon havde sagt nej tak til et gratis collegeophold i USA som løber, for i stedet at prøve lykken som triatlet i Frankrig. Da han kom til Salon de Provence, trissede han ned på stadion og løb sine intervaller. Han havde ikke en gang fået dun på overlæben, og han løb allerede 2.37-2.38 på 1000-meterne. Han var også en god svømmer (moderen var svømmetræner) og havde cyklet på et regionalt ungdomshold, så alle vidste, at her var den kommende verdensmester. Simon blev Nikes nye verdensnavn, og udset til at afløse Mark Allen som Nikes frontfigur.
Hans karriere blev dog lidt anderledes. Han var ikke så god til Ironman-distancen, som til kort-distancen, hvor han var kongen. Forklaringen lå formodentlig et sted mellem genetiske forudsætninger og træningsform. Simon trænede i mange år efter sit eget hoved og ville vinde hvert eneste træningspas. Men intensiv træning lige over og under syregrænsen harmonerer bare ikke med langdistance.
Til gengæld havde vi det sjovt på cyklen! Hans problem var, at franskmændene ikke ville træne med ham, og at de triatleter af international klasse, der havde planer om at blive et par måneder, rejste efter et par uger. Ingen syntes det var sjovt at træne med Simon.
Den daglige kamp
Men lige præcis på det punkt passede vi fint sammen. Mit forhold til Simon var, som det jeg havde til de hjemlige træningsmakkere, før jeg rykkede teltpælene til Frankrig. Et træningspas var en