MICHAEL RUGHEDE: Triathlon i dinosaurernes tid

Tri’erne fik hurtigt respekt

Så triatleterne var en broget flok. Vi var ærlig talt også lidt til grin hos mange af specialisterne i de ”gamle” sportsgrene. Man mente, at vi nok havde indset, at vi ikke kunne ”klare” os, og derfor nu lå og rodede som triatleter. Vi nåede dog hurtigt et fornuftigt niveau på løb og især cykel. To af mine skarpe konkurrenter, Andreas Hartkopp og Gabor Klozcl, kunne køre sig omkring top 10 i A-rytternes DM enkeltstart (Gabor blev faktisk 5’er året efter han stoppede med tri – med en knæskade, der gjorde, han kun kunne sidde i sadlen!). Den slags gav respekt.

Et par af os løb heller ikke helt ringe og specielt ikke, når vi havde svømmet og cyklet først. Det fandt en af datidens helt store løbestjerner Allan Zachariasen ud af. Sidst i karrieren boede han på La Santa og beærede Vulcan Triathlon med sin deltagelse. La Santa stod bag løbet, og især i løbedisciplinen ville han selvfølgelig meget gerne have den hurtigste tid. Han deltog et par år, og hans løbetider var pænt efter den tid, jeg selv løb i jagten på podiepladserne. Jeg havde år før set ham løbe i atletikstævner, og han var i min verden fantastisk. Zachariasen kunne uden problemer løbe fra enhver i feltet – og de fleste andre i verden – på alle andre dage af året. Men en triatlon var noget andet. Effekten af at træne tre discipliner begyndte at slå igennem. Vi var ved at blive triatleter.

Når vi nu er i det hjørne bør Jan Damgaard nævnes. Tidligere frømand, omkring de 40 og med en ekstrem svingende træningsindsats vandt han Volcano, da det var blevet en kortdistance. Han havde bare et mega-talent, og det gik ud over os andre en dag, hvor alt flaskede sig. Det blev der snakket en del om i Europa det år, for flere store udenlandske navne blev nakket – og jeg var faktisk allerede så småt selv ved at glæde mig til sejrsfesten, da han kom trippende forbi mig på de sidste kilometre.

Udstyr – jagten på sekunderne
Med til at booste følelsen af at være triatlet var udstyret, som i højere og højere grad skiltede med, at her kom der nogen, der både var og turde være anderledes. Det hele handlede selvfølgelig om at spare tid, så jeg susede pludselig rundt i en såkaldt tridragt. Personlig syntes jeg, at det lignede noget, der var løgn – noget nær en herre-badedragt anno 1910, nu bare med polstret skind bagi. Det var ikke den fedeste mode, og skindet var stadig klamt, når man kom i mål. Men man sparede helt klart tid i skiftezonen, hvor normalen var fumlerier med badebukser-cykelbukser-løbeshorts. På herresiden florerede bar røv-skifterne, mens kvinderne var lidt mere nærige med den slags opvisninger.

På teknologifronten var den klassiske racercykel hurtigt blevet erstattet af den nedbyggede cykel med kohornstyr, lille forhjul og almindeligt baghjul. Et par år senere var den så også gammeldags. Tilbage til traditionel cykelramme, men nu med et styr formet som en krøllet skistav. Så kunne man lægge sig i aeroposition med armene ind foran, som skiløbere på vej ned ad bjerget.

Vi kaldte det et Scott-styr, men TV-kommentatorerne døbte det triatlon-styret, da Greg Lemond i 1989 slog Laurent Fignon på den sidste enkelstartsetape ind til Paris og vandt Tour de France med otte sekunder.

Dét gav både nøk opad på respekt-barometret og et selvtillidsboost til triatleterne – og for triatlon som en sport i sin egen ret.

Innovativ tri-sport
Der opstod nu hurtigt en hel industri omkring tri-sporten, som blev kendt for at være innovativ og aldrig bange for at bruge nyt grej. Alt nyt var nye muligheder. Det stod i skærende kontrast til f.eks. cykelrytterne, hvor sponsorerne ofte kæmpede med at få rytterne til at prøve noget nyt, når det virkelig gjaldt.
Tri’erne var f.eks. de første til at køre med ordentlig hjelm. Ikke så meget på grund af sikkerheden, men det gav ekstra sekunder i sparet vindmodstand. Cykelrytterne strittede i årevis mod en regel om at bruge hjelm i løb – apropos Fignons dinglende hestehale i førnævnte nederlag.
Der blev også udviklet hurtigere våddragter, flere nye typer styr, masser af spøjse pedaler, den forlæns-baglæns justerbare sadel, pladehjul, deep rims og cykelstel i aluminium og karbon. Fordi udviklingen spurtede afsted blev revolutioner hurtigt mainstream.

Det blev bemærket, at der skete ting og sager hos triatleterne. Specielt da vi smed næsten al tøjet for ikke at ligne morfar i badetøj. Det var endegyldigt farvel til tridragten og goddag til små badebukser og kropsnær singlet. På varme sommerdage blev ”toppen” også smidt. Looket blev nærmest en landeplage, så både spændstige atleter og runde familiefædre cyklede op og ned ad vejene kun iført badebukser. Selv på overskyede, halvkolde dage gik der Hawaii i den. Badebukserne var måske ikke hurtigere end tridragten, men det så bare bedre ud – var man enige om dengang.

Udlandsprof i Frankrig
Det var også i badebuksetiden, at Gabor og jeg blev enige om, at Danmark nu var for småt til os. Vi havde kørt danske stævner i et par år, og på en af vores lange træningsture fablede Gabor pludselig om at tage til et tristævne i Toulon. Jeg havde aldrig hørt om det, men det endte med, at vi som de første drog til Frankrig i 1988. Frankrig havde hurtigt taget tri-sporten til sig, og mange store og små byer arrangerede et triatlonstævne som led i sommerens underholdning. Pludselig var Frankrig verdens tri-mekka og triatleter fra hele verden dukkede op. Hver weekend var der flere løb at vælge mellem og endda med gode præmiepenge. For os var det farvel til studier og SU-sponserede træningsdage.

Vi ankom til middelhavsbyen Toulon en tidlig morgen efter en bumletur i nattoget, og derefter blev vi indkvarteret i et skummelt hotel i havnekvarteret af vores værter, det lokale politi. Ruten gik op over Mont Faron – en lille knold på næsten 600 meter lige bag byen. Alle cykelløb på de kanter bruger det bjerg, som meget praktisk er forsynet med en teknisk nedkørsel.

Bjerget var også grunden til, at vi kort før start kunne se en lille kødrand samlet omkring de ”fremmedes” cykler i skiftezonen. Franskmændene rystede på hovedet og smågrinede over les imbéciles – de dumdristige danske tåber. Vores nedbyggede cykler og fladbane-gear var totalt uegnet til sådant et bjerg.

De havde selvfølgelig ret, men et par timer senere viste vi, at verden rummede større mirakler end flyvende humlebier. Efter en katastrofesvømning i et meget ”bakket” havnebassin overhalede vi konstant. På toppen var vi nummer to og tre. Blot tre minutter foran os var Yves Cordier – Frankrigs store stjerne. Han var Frankrigs svømmehelt, fransk mester og rekordholder på 1500 meter distancen, og som ekssvømmer i 20’erne var han skiftet til tri. Bosat i Nice var han oven i købet også ekspert i bjergkørsel.

I jagten på helten kastede vi os ned ad den skovklædte bjergside med dens mange hårnålesving.

Til oplysning: en stejl bjergvej oplevet fra cockpittet på en nedbygget cykel er mere skræmmende end forsædet på en løbsk rutschebane. Fronten af cyklen er i knæhøjde, og på bjergvejen ”forsvinder” styret endnu længere ned i forhold til balancepunktet. Hvert andet sving foregik som en mindre katastrofeopbremsning. For- og baghjulene blokerede on-off de sidste 5-10 meter på den smeltede asfalt, så udskridningen blev kontrolleret ved at strække armene helt, skubbe vægten bagud i sadlen og slække lidt på håndbremsen, indtil forhjulet igen var i kontrol. I nogle af de blinde sving på ”langsiderne” nåede Gabor at ryge ud i gruset et par gange, men han fik akkurat trukket cyklen ind på asfalten igen.

Vi satte forbi motorcyklerne, som rapporterede tilbage til TV og stævnepladsen, så de opgav at følge med ”de gale danske vikinger”, som vi blev døbt, ned ad bjerget. Da vi nåede skiftezonen manglede vi et minut op til Cordier. Det skulle vi normalt kunne hente på løb – men ikke den dag. Vi endte som to og tre, og vi var med et slag landsberømte i Frankrig. Vi fik herefter invitationer og ophold betalt til løbene – det første ophold blev i Marseille lidt længere henne af kysten – blot en uge efter. Det blev en uge på delt luksus-chambre med møsjø Gabor, hvor TV’et kørte med franske slagere – jeg kan stadig nynne nogle af dem i søvne.

Midt på sæsonen fik vi en lille kontrakt med et af to hold, der kæmpede om det franske mesterskab det år. Nabobyerne Mantes la Ville og Poissy var datidens svar på FCK og Brøndby. Poissy satsede kun på franske triatleter, mens Mantes La Ville købte sig til en håndfuld af Europas bedste – og nu også os – til at afgøre mesterskabet. Vi blev indkvarteret i byen i hver vores lille lejlighed og kom på hold med bl.a. hollandske Rob Barel (flere gange europamester og senere verdensmester) og belgiske Karel Blondel (også europamester). Vi ydede så vores bidrag til at hive mesterskabet hjem, og klubben blev samtidig europæiske mestre for hold det år.

Gabor vendte permanent snuden hjemad efter et brækket kraveben sidst på sæsonen, mens jeg tog four-more-years dernede. Først alene, senere sammen med konen/kæresten (og mange år senere eks’en) Susanne Nielsen. Mantes la Ville havde tømt pengekassen i jagten på guld, så jeg løste prolicens som individuel året efter. Det gav frihed til at vælge sine løb selv, men vi fik senere et fristende tilbud fra klubben TIM – Triatlon de Marseille. De stillede en lejlighed til rådighed, gav en lille løn, udstyrede os med cykler og et ”tag-hvad-i-har-brug-for-kort” til det lokale Casino supermarked. En gang om ugen drog vi ned og fyldte en indkøbsvogn til randen, ind bagi i den solblegede grå Peugeot og hjem til lejligheden i den gamle havn Vieux Port – helt inde i hjertet af Marseille. Det er måske en historisk bydel med karisma og charme for nogle, men også en smule træls for triatleter. Hver dag skulle der rives 1½ time ud af kalenderen for at cykeltræne uden for byen.

Tiden med Simon Lessing
Næste sæson flyttede vi derfor 40 km op ad vejen til Salon de Provence. Her boede vi et par sæsoner med Simon Lessing; Tri-sportens superstjerne i 90’erne og flere gange verdensmester på kort distance og en enkelt gang på lang. Han var kommet til Frankrig som en stor 17-årig knægt fra Sydafrika sammen med et vennepar. Simon havde sagt nej tak til et gratis collegeophold i USA som løber, for i stedet at prøve lykken som triatlet i Frankrig. Da han kom til Salon de Provence, trissede han ned på stadion og løb sine intervaller. Han havde ikke en gang fået dun på overlæben, og han løb allerede 2.37-2.38 på 1000-meterne. Han var også en god svømmer (moderen var svømmetræner) og havde cyklet på et regionalt ungdomshold, så alle vidste, at her var den kommende verdensmester. Simon blev Nikes nye verdensnavn, og udset til at afløse Mark Allen som Nikes frontfigur.

Hans karriere blev dog lidt anderledes. Han var ikke så god til Ironman-distancen, som til kort-distancen, hvor han var kongen. Forklaringen lå formodentlig et sted mellem genetiske forudsætninger og træningsform. Simon trænede i mange år efter sit eget hoved og ville vinde hvert eneste træningspas. Men intensiv træning lige over og under syregrænsen harmonerer bare ikke med langdistance.

Til gengæld havde vi det sjovt på cyklen! Hans problem var, at franskmændene ikke ville træne med ham, og at de triatleter af international klasse, der havde planer om at blive et par måneder, rejste efter et par uger. Ingen syntes det var sjovt at træne med Simon.

Den daglige kamp
Men lige præcis på det punkt passede vi fint sammen. Mit forhold til Simon var, som det jeg havde til de hjemlige træningsmakkere, før jeg rykkede teltpælene til Frankrig. Et træningspas var en fin lejlighed til at tanke selvtilliden op, og hver dag havde sine vindere og tabere. Med Simon var styrkeforholdet desværre bare byttet om, men ingen grund til at græde over det. Hver dag var stadig en mulighed for en dejlig revanche, så det var helt fint. På den lange bane fik ingen af os dog nær så meget ud af det, som jeg havde fået i det hjemlige træningsmiljø. Simon bakkede efterhånden ud af de hårde cykelpas, og jeg stemplede ikke ind til løb og svøm.

I virkeligheden skulle vi have gjort det på en helt anden måde. Men det lå i tiden – før pulsuret og al dens væsen – at man trænede hårdt. Jo mere desto bedre og gerne med syre.

Man kan kalde det skørt, men det var en del af ”opdragelsen” fra de gamle sportsgrene vi kom fra. Og det var sgu fedt, at se tankpasseren knække sammen af grin på en sjapvåd vinterdag, når han så ét hvidt og 10 sorte ansigter komme ind i sin butik for at tanke cola. Flokken var totalt indsmurt af timers vejsnask – omhyggeligt opbygget af lag på lag fra baghjulet på den forankørende.  Det var selvfølgelig sjovest at være den enlige hvide rytter, den der kunne holde sig forrest hele tiden og undgå at æde ”formandens” sjap. Men det var også hårdt arbejde, der krævede en middagslur, når man kom hjem.

Samme år som Gabor og jeg rejste til Frankrig havde vi i foråret et par ugentlige monsterdage. Svømning, cykling og styrketræning – afsluttende med to gange fem kilometers intervaller rundt om Fælledparken. Jeg kørte hjemmefra halv otte om morgenen og var hjemme halv syv om aftenen. Jeg var i gang hele dagen kun afbrudt af tre kvarters spisning af hjemmebagte boller hos Gabor. Intervallerne blev selvfølgelig hurtigt en benhård konkurrence.

Et andet eksempel, på et af tidens typiske træningspas, var et slags udskilningsløb på cyklen. Typisk kunne vi være 6-10 mand, som samledes efter vi havde svømmet. Der blev så kørt stærkere og stærkere nordpå fra Gladsaxe. Når vi havde kørt 20 km var de fleste faldet fra, og på de sidste 15 kilometer sad Gabor, Andreas og jeg selv alene og delte føringer ind mod Skævinge og Hillerød. Indtil syren tvang først den ene, og så den anden til at hoppe fra.

Vi havde ganske enkelt bare overført de træningsmetoder, som vi selv brugte og kendte fra andre bindegale cykelryttere og løbere. Så filosofien de første år var simpel. Hvis hård træning er godt, så er dobbelt så hård træning dobbelt så godt. Selv om det gjorde ondt, så var vi sikre på, at vi Kjøvenhavnerne havde et forspring til jyder og fynboer, fordi vi konstant lå og pressede hinanden og havde et træningsmiljø omkring den daglige træning.

Hellere smart træning
Jeg kan sige så meget, at det langt hen ad vejen holder. Hvis man kan tåle træningen, skal man nok forbedre sig. Men flere års erfaring senere var læren dog justeret til, at man i sidste ende kommer længst ved at træne smart. Det begyndte Gabor f.eks. på, da han som en af de første i landet tog pulstræningen til sig og senere blev landstræner og Polar-pulsursguru.

At træne smart handler også om hurtigt at identificere sine svagheder og så sætte ind med fuld kraft på at rette det op. Det princip begyndte australierne at arbejde ud fra i starten af 90’erne. Kunne du f.eks. ikke svømme, skulle du næsten udelukkende fokusere på den disciplin det første år. Det gav hurtigt resultat og sporede triatleten i den rigtige retning.

I Danmark var det dog næsten modsat de første år. De fleste jeg kendte, brugte mest energi på favoritdisciplinen. Måske også fordi der dengang var 25 meter afstandsregel på cyklen, og det var forbudt at ligge på hjul. Det betød, at man blev ”belønnet” for den styrke, man havde i den enkelte disciplin. Det virkede overskueligt at løbe 1-2 minutter fra en tung svømmer, der selv havde kæmpet i vinden på cyklen, og som nu var træt på løbet. Da afstandsreglen blev til 15 meter og 10 meter, og efterhånden heller ikke kunne håndhæves effektivt i de stadigt større felter, ændrede spillet sig.

Det var nu vigtigere at komme hurtigt op af vandet, ikke bruge for mange kræfter på cyklen og så løbe solen sort til sidst. Specielt på kortdistance, hvor der i alle EM’er og VM’er opstod kæmpe felter med skandaleagtige brud på reglerne. Det gav forkerte vindere og triatlon et forkert omdømme som en snydesport. Den gordiske knude blev først løst, da draft blev tilladt. Samtidig fik man noget andet: et TV-venligt format, der kunne sikre sporten sponsorer og en OL-billet. Det lykkedes, men det skabte også meget diskussion om hvad kernen i triatlon-sporten egentlig var – en diskussion som stadig kører i dag.

Miraklet i vandet
Men det bedste eksempel på at smart træning er smartest, er – i al beskedenhed og mangel på bedre – mig selv. Eller rettere: at usmart træning er usmart, skulle jeg måske sige. Jeg prioriterede ikke svømningen specielt højt de første par år. Jeg nøjedes blot med at hoppe i bassinet og give den gas på 1000-1200 meter. Senere begyndte vi at svømme med førsteholdet hos Skjold Birkerød. Farten passede til en fast plads i skvulperenden. Klubben havde desuden et par piger og drenge på brutto-landsholdsniveau.

I vinterhalvåret blev det til et par år med fire svømmepas om ugen på 5-6 kilometer. Som regel om aftenen efter dagens cykel og løbepas. Der blev alligevel svømmet igennem til lunger og arme hang i laser, og tiderne blev da også bedre. Når holdet var tyndt besat, kunne jeg en gang i mellem hoppe ind på næste bane. Tilfældet ville så, at jeg stoppede den glorværdige tri-karriere efter at have trukket med en skade under halvdelen af sæsonen ’92. Men for hyggens skyld tog jeg et halvt år senere op for at ”småsvømme” med holdet. Vi badede derudaf, snakkede i baneenderne og fik indimellem lidt fart på. Pludselig lå jeg og svømmede stort set samme tider som før – men med meget mindre træning. Så gik der lidt sport i det, og jeg øgede langsomt mængderne til det sædvanlige niveau. Og miraklet skete.

Jeg begyndte pludselig at svømme markant stærkere – væk fra yderbanen og ind på næste. Til sidst ind på midterbanen som ellers var forbeholdt landsholdsboblerne. Alt sammen i løbet af et par måneder. I en alder af 32 år havde jeg løftet niveauet mere end på noget andet tidspunkt de foregående syv år. Hvad skete der lige der?

Først og fremmest ændrede mit armtag sig nærmest af sig selv. Jeg begyndte at ”sparke” hånden bagud på den måde, som vi alle har hørt om til hudløshed i teoritimen, men som vi meget sjældent praktiserer. Det var så fundamental en ændring af svømmetaget og håndens afsæt i vandet. Forskellen føltes, som hvis jeg pludselig var begyndt at løbe efter kun at have gået et langt liv. Det var samme slags eksplosive afsæt, som når fod og underben sender kroppen fremad under løb. Men især lå forklaringen – tror jeg – i det banale, at kroppen pludselig havde et helt andet overskud til at absorbere træningen.

På falderebet var læren efter syv år som triatlet: det at træne dobbelt hårdt er ikke dobbelt godt. Det handler om at lytte til sin krop, at træne smart og at restitution er afgørende for resultatet.
Would have been nice to know, you know!

Et par anekdoter
De første år oplevede jeg mest landsholdet og forbundet som rejsearrangør til træningslejre og mesterskaber. Men selvfølgelig stak det frivillige arbejde langt dybere, og de der udførte det, fortjener faktisk deres egen hall of fame. Det var stort at blive spurgt, om jeg ville køre på landsholdet, og i det hele taget være med til de første samlinger. Igen pionerånd og nogle frivillige, som jeg burde have sagt tak til for længst. Sådan nogle, der er vigtige i en tid, hvor frivilligt arbejde i alle sammenhænge er blevet en sjælden vare i foreningslivet. Efter optagelsen i DIF, og senere som Team Danmark støttet sport, kom der betydeligt mere organisering og opgaver ind over forbundet i takt med, at ambitionerne voksede – med landstrænere og talentudvikling mm. Fælles for det hele var, at det var frivilligt arbejde helt fra første færd.

Jeg husker stadig turen til Braschaat i Belgien godt bukket sammen i Bent Nielsens bil, og en lang række sjove ture og lejre. Den bedste var måske VM i Avignon ’89. Det var verdens første officielle VM, og franskmændene gav den gas. Byens stolthed er Pavepaladset, der har rødder tilbage i 1200-tallet, så afslutningsfesten foregik naturligvis i paladsets hvælvede kældre. Men tiden skred for de franske kokke, og da maden nåede frem lå krebsekloen og vinkede til salatbladet ovre på den anden side af tallerkenen.

For pasta-party forkælede triatleter var det en joke, og de knurrende maver blev efterhånden overdøvet af spredte buh-råb og højlydt klirren med bestikket. Så blev der sat flere flasker på bordet. En fejl der gjorde, at der opstod en del spas og tumult ved det danske bord. Forskrækkede tjenere og ansvarlige danske ledere fik dæmpet gemytterne inden det, der skulle være en fest, ikke blev en fiasko med masseslagsmål og tilkaldte gendarmer. Det fedeste ved Avignon var dog de gode oplevelser i de mest fantastiske kulisser.

En anden fantastisk kulisse var i svenske Säter til VM i langdistance i ’99. Jeg var selv for længst stoppet men var med omkring landsholdet på en dag, hvor Danmark igen-igen gjorde det helt fantastisk. VM guld til Peter Sandvang og Susanne Nielsen og bronze til Torbjørn Sindballe. Midnatssol og hyggeligt samvær i dagene omkring stævnet. Jeg tror heller ikke, at Gabor glemmer dagen. Han havde bedt arrangørerne om et sted, hvor han kunne opslå kommandocentral, så han kunne sidde og regne på tider og justere taktikken. De flinke svenskere fandt sørme et lille bord i den lokale ishockeyklubs lokaler. Et mørkt træskur, der blev til en svensk svedekasse på en dag, hvor det var op mod 30 grader udenfor.
Heden gav ishockeyspillernes vintersvedige trøjer, bukser, benskinner og skridtbeskyttere nyt liv. Det hang på knager i lange rækker og lå uvasket i rodede bunker. Rummet stank, så det sved i øjnene, da jeg stak hovedet ind af døren. Stakkels Gabor sad helt opkogt, fordi vinduerne var boltet fast og døren skulle holdes lukket. Ikke en gang bevidst konkurrent-chikane kunne have været udtænkt ondere og mere ydmygende.

Ja, så var der selvfølgelig også tri-konkurrencen på Lanzarote i ’87. Kenneth Gasque, Danmarks første Ironman, arbejdede på Club La Santa og på at gøre centeret til triatleternes favoritdestination, og det er vist lykkedes meget godt. Nu var landsholdet på lejr og deltog i en halv Ironman arrangeret af Club La Santa.
Belgieren Karel Blondel og den finske Pauli Kiuru var stjernerne, og Pauli overhalede mig lige før skiftet til løb – netop som førende Blondel løb ud. Synet fik Kiuru til at tænde helt af: ”I’ll come and get you, I’ll kill you” og meget mere af samme sorte skuffe – alt sammen med tyk finsk-russisk accent.
Rystende, men små 12-13 kilometer ude på løbet, grinede jeg stadig næsten lige så meget. Jeg var ved at lægge an til at passere Andreas Hartkopp, da vi løb gennem landsbyen Soo. Dengang var halvvilde, strejfende hunde normale på Lanzarote, og pludselig kom et par af dem springende frem mellem huse og tomme grunde i udkanten af byen. Andreas virkede åbenbart mest tiltrækkende på den store beskidte hanhund, som forsøgte sig med et lusket bagholdsangreb på hans stribede badebukser. Han havde set ulykken komme, men konkurrencemennesket ville ikke spilde kostbar tid. Så det lignede et klip fra en Monty Python Ministry of Silly Walks-sketch, da han fortsatte ned ad vejen i hoppende løb tilsat høje knæløft, mens han viftede sig bagud om røveren med begge hænder for at holde køteren fra at sænke det klaprende tandsæt i hans ømme baller. Hunden blev tilpas distraheret, så jeg brændte min sidste tændstik af den dag – en lang spurt – inden den så mig som et nyt kødben.

Lidt bonus info: Pauli blev 3’er på Hawaii et par gange i starten af 90’erne, men i dag er han politiker og har siden 2011 opnået at blive valgt til det finske parlament. Formodentlig er han mere afbalanceret til udvalgsmøder og forhandlinger, når han ikke sidder ”dressed to kill” i sin Sisu-singlet.

Til sidst en lille sød en: Sæsonens sidste franske løb det år, var en sprintdistance i La Ciotat – en lille havneby tæt ved Marseille. Det var en dag, der smagte af efterår – med koldt og gråt vejr og styrt på de regnvåde nedkørsler. Kroppen ville helst ikke, og humøret steg først, da jeg nåede den førende på vej ind i skiftezonen. Efter 500 meters løb var jeg foran og sikker på, at jeg ville vinde. Men så meldte tvivlen sig med en kilometer tilbage. Jeg løb helt alene i nogle villakvarterer bag havnen, og pludselig stod der et bord med væske længere fremme. Hvorfor væske nu, når jeg er i mål om lidt – var jeg løbet forkert? Da jeg kom tættere på, så jeg, at væsken stod i høje glas, og henne ved bordet kunne jeg se boblerne søge fra bunden mod overfladen. Jeps, der var champusse til alle deltagerne som tak for en god sæson. Man har vel stil tænkte jeg, rettede på tøjet og sippede et glas i mig, mens jeg sikrede mig, at der ikke var nogen at se bagude. Merci til bordbestyreren og så luntede jeg i mål – tilfreds med sæsonen og alt der var fransk.

Michael Rughede