Mogens Strange ser tilbage

Min debut går helt tilbage til 1984. Efter mange år som konkurrencesvømmer, ledte jeg efter en alternativ sport. Jeg var begyndt at løbe men blev hurtigt skadet i skinnebenene (glasben). Jeg husker en af bofællerne på kollegiet omtale en avisartikel, hvor man berettede fra et triatlonstævne i Finland. Der blev svømmet, cyklet og løbet. Jeg husker ikke distancerne, men det lød i mine ører både lidt skørt og lidt interessant. I foråret 1984 købte jeg en racercykel på afbetaling (SU’en var på 75 kr om måneden) og Århus Triathlon 1984, arrangeret af AGF’s svømme- og atletikafdeling, blev målet. 1000 m svømning ved Hørhaven, 60 km cykling syd for Århus og 21 km løb i Fløjstrup skov. Uden at vide hvad jeg begav mig ud i, kastede jeg mig i havet i mine Arena badebukser. Det var koldt, og der var store bølger, men jeg var en af de første oppe af vandet. Skiftezonen var på en græsmark, hvor vores ting lå i en afmærket firkant. Jeg tror, at det blev til en 8. eller 12. plads – i hvert fald var det noget, jeg skulle prøve igen året efter.

I 1985 stillede jeg op med ulden cykeltrøje, rigtige cykelbukser og i varmt vejr. I starten gik det fint. Bl.a. husker jeg Gabor Klözl overhale mig igennem et dobbeltsving, og en modkørende bil, der var lige ved at knalde ham ned. Han opdagede det vist knapt nok selv, for han tordnede videre og endte som nr. 2 efter Jan Damgaard. De slog så prominente navne som Ben van Zelst og Walther Boom. Min egen deltagelse endte med et regulært hedeslag 3 km fra mål. Det groundede mig i en måned, men det fik mig også til at studere fysiologi og træninglære noget mere intenst. Jeg læste alt, hvad jeg kunne finde om væske, kost, træning og triathlon. Det var primært det amerikanske Triathlete og Atletiknyt der bragte ny viden til. Bl.a. læste jeg om en ung 15-årig knægt, der cyklede hurtigere end både Dave Scott og Mark Allen i USA. Han blev senere kapret til US cycling og vandt touren 7 gange 😉 Biblen var Mark Sisson’s Triathlon Training Book på svensk, og den blev senere oversat af Jan Kingo, der var en af de tidlige danske 80’er triatlon-konger.

Mit første DM i Triathlon var i Rødekro. Arrangøren var Bent Nielsen og hans kone Heidi – de stod om nogle fadder til triathlon-sporten her i Danmark. Fladhøj Skolen var nærmest indbegrebet af tricentrum. Det var også her, at jeg mødte John Albin Hansen og Ove Fjerring fra Århus 1900. Det blev starten på et super venskab og træningsfællesskab. Vi fik lavet en triatlon-afdeling i Århus 1900, og det trak nye til. Bl.a. Michael Bay Sørensen, Flemming Hebsgaard, Teddy Dinesen, Helle Jensen og Betina Gjedde. Fem-kløveret; John, Teddy, Flemming, Michael og jeg trænede, sparrede og drillede hinanden næsten hver dag. Mange gange er turen endt hos Johns mor, der lagde nutella, smør og ristet franskbrød til efter træning. Tak til dig Karin 🙂

Kunne vi drille hinanden, kunne vi dog også finde ud af, at københavnerne Rughede, Damgaard, Gabor og Andreas var nogle, der helst skulle slås. Det samme med jægersoldaterne Lars Møller, Hans Møller-Andersen og Hans Peter Kobbelgård. Føj hvor kunne de bare løbe og løbe.

Rødekro og Bent Nielsen var også arrangører af EM på 1⁄2 Ironman i 1985. Jeg var tilskuer, og det var et wake-up-call med hensyn til udstyr og hurtige skift mellem disciplinerne. Tridragter, neopren svømmedragter, pladehjul og klikpedaler.

DM Haderslev 1986. Hjemmesyet tridragt, hurtig spænd med velcro på cykelskoene, non-aero briller ! hurtig snaplås fra rygsæk i hjelmspændet, (der var 2 slags hjelme på markedet, gul Gardian) eller hvid (Bell), begge paddehatte)

1990 Silkeborg Triathlon, kvart Jernmand, Vinder Flemming Hebsgaard, Århus 1900, 2. John Albin-Hansen, Århus 1900, 3. Michael Bay-Sørensen, Århus 1900, 4. Jens Gydesen, Haderslev. Triathlon, en sport for livet. De er alle 4 stadig aktive triathleter nu 25 år efter.

For en ung fremadstræbende gut som mig, var det en af de fedeste ting ved sporten at deltage i “våbenkapløbet”. Vinteren 1986 blev brugt til at sy tridragt, lave pladehjul (polystyrenplader sat udenpå et baghjul (Wheelbuilder i USA stjal ideen og sælger det stadig ;-)), cykelhjelm (der var 2 på det danske marked: Bell der var hvid og rød, Guardian der var gul og rød – begge lignede de en paddehat). Selv cykelskoene fik en overhaling: En bred papirklips og en påsyet bred læderrem med velcro – så var der hurtiglukning i stedet for snørebånd. Det hele blev taget i brug ved DM 1986 i Haderslev. Vi blev dog alle slået af Andreas Hartkopp, som mødte op på en enkeltstartscykel med pladehjul både for og bag samt aerohjelm – Andreas vandt da også DM bl.a. efter en formidabel cykling.

I Andreas var der en rigtig triathlonnørd, mange ideer har vi udvekslet – mest med Andreas som den vidtløftige. Tag for eksempel denne: Roval lavede nogle lette hjul med en fælg, der var lidt højere end normalt. Der var lige plads til en bane dobbeltklæbende tape både på fælgen og navet. Derimellem spændte man en plastik dug ud og varmede den med en hårtørrer, hvorved plastikken krympede. Vupti havde man et pladehjul (den ide stjal J-disc i USA og sælger det ikke mere). Det var rigtig godt, indtil plastikken gik i stykker og viklede sig ind i hjulet. Så vidt jeg husker, lavede Andreas en cykel med trekanten i stellet betrukket med plastik. Den fik dog ikke lov at køre for dommerne. Et andet af Andreas påhit var glycerol for at lagre væske i kroppen inden konkurrencerne, men det gav vist lidt dårlig mave og var temmelig klamt at få ned.

I det hele taget var trisporten et sted for fritænkning. Man udvekslede ideer og erfaringer, for nok var man konkurrenter, men man var også en lille flok nørder, der var vilde med sporten. I bund og grund kæmpede man jo mest mod sig selv. Det mest fascinerende ved sporten er i min optik denne egenkonkurrence. Du kan stadig være en vinder, selv om der er nogle, der er hurtigere end dig.

Forbundets træningslejre var lyspunkterne i forårstræningen. Den første gang vi fra Århus var med, stod Ålborgsvømmetræneren Thormod Holm som instruktør. Thormod var den første danske Ironman i 1984. Han var egentlig nordmand og træner for Ålborgs svømmere, der var massivt dominerende i starten af 80’erne. Thormod var en kæmpe inspirator med en bred viden om fysiologi og træning. Vi lærte om anaerob tærskel, at “føøøle” vandets pres på hånden i svømmetaget, og vi fik grinet af Jørgen Emil’s hjælpeløse forsøg på at svømme crawl. Året efter var det Jørgen Emil der grinede, for nu crawlede han derudad, slog jævnligt os drenge i tri og vandt +40 klassen på Hawaii i 1990. Det var så sejt!

På træningslejrene fik vi følt de andre på tænderne. Kunne de noget, eller var det os der var bedst? Der blev knyttet venskaber, og jeg mødte drengene fra Amager: Anders og Aksel Riber, Stig Nielsen, supersvømmeren Søren og Salle for at nævne nogle. Herning TriTeam kom med lidt senere sammen med bl.a. Bent Andersen, Kenni Persen og Frank Bjerregård.

Jeg husker ikke, hvordan jeg kom med i det, men efter et par års deltagelse som menig triathlet, blev jeg underviser ved Forbundstræningslejrene. Der var lejr i Brønderslev, Vingsted og sågar kvindetræningslejre (kun kvinder) foranlediget af et særligt kvinde- udvalg i Tri-Forbundet. Den første kvindelejr var i Fredericia. Her var det mændene,

der bagte boller og sørgede for forplejningen. Den næste lejr var i Billund, og jeg skulle bl.a. stå for cykelinstruktionen. Lige inden start klikkede jeg i pedalerne. Nu skulle pigerne se, hvordan man kører på cykel. Men jeg mistede balancen og væltede foran 30 grinende piger.

De første generalforsamlinger blev holdt i Nyborg, og der var man stemmeberettiget som enkeltmedlem af forbundet. Det kan man da kalde direkte demokrati.

Sporten var i de første mange år præget af, at ressourcepersonerne var de aktive selv. Finn Jansen var den første forbundslæge, Andreas Hartkopp blev landstræner og efter ham Gabor Klözl. Senere igen blev det Krüger. Folk som Søren Kjær var med overalt i forbunds- og internationalt arbejde. Kent var sportschef og senere formand, mens Rughede og Lüders var redaktører på tribladene og årsskrifterne fra forbundet. Ole Nikolajsen var stævnearrangør i Fredericia og sportschef i 90’erne.

Udtagelse til landsholdet var for os unge duelighedmærket i triathlon. Efter DM 1986 blev jeg udtaget til bruttolandsholdet 🙂 Man fik tridragt og paradedragt (turkis Le coq Sportif med Scania tryk) Jeg har paradedragten endnu, og den er stadig vildt flot. Første egentlige opgave for landsholdet kom efter udtagelsesstævnet i Middelfart 1987. Jeg husker, at Ronny Hansen blev disket for at ligge på hjul, bl.a. efter protest af Århus drengenes support Majbritt Wisholm. Ronny var godt sur, men det gik over, for året efter flyttede Majbritt og Ronny sammen, og er gift den dag i dag. John Albin fik start til EM 1⁄2 Ironman, der blev vundet af Glen Cook, som kørte med et Scott DH styr – det første tri-styr ever! Jeg selv fik start til EM på den hele Ironman i Finland. Det var ikke planlagt, og derfor havde jeg kun 6 uger at forberede mig i , men jeg tog i mod tilbuddet og nåede at komme i super form. På vej til Finland var vi til stævne i Karlstad, Sverige. Der var en kvart jernmand, og man måtte ligge på hjul de første 3 km efter svømning. Jeg kom på hjul af Andreas Hartkopp, der igen lå på hjul af den store finske stjerne Magnus Lønquist. Det passede ikke stjernen, så han tog bremsen og væltede Andreas, som jeg kørte ind i. Det blev til en tur på skadestuen, en smadret cykel, en stivkrampevaccination og en kæmpe forkølelse i ugen op til Ironman’en. Øv for en svinestreg – mentalt har jeg aldrig tilgivet Magnus den manøvre. Jeg lånte Lars Møllers cykel, og kom igennem den første Ironman. Vi var vist 250 til start, og kun 100 kom gennem svømningen, for vandet var pisse koldt. Per Clausen fra Holstebro blev fisket op, da han svømmede rundt om den samme bøje for 3. gang. Jeg selv kunne ikke skifte gear de første 30 km af frygt for at vælte, da jeg rystede af kulde.

Fra da af, var jeg dedikeret til Ironman. I 1988 havde jeg trænet målrettet mod Ironman Almere og slog Gabors bedste tid med nogle minutter. Året efter var Rødekro vært for EM på Ironman-distancen, hvor Henrik Loftheim, Michael Holm, Ib Stokkebye og jeg var spydspidserne. 9:03 blev tiden, og Henrik var tæt på med 9:08. Missilet Axel Konders vandt ved at cykle mega hurtigt – næsten 40 i snit på 180 km. Undervejs var der uvurderlig støtte fra klubkammerater og i særdeleshed Lars Kloppenborg, der var storebror til 25-års dommerjubilaren Jesper. Om aftenen var der fest, men mine ben var ikke til andet end at støtte mig til en pæl i festteltet, men det afskrækkede åbenbart ikke en sød pige fra Silkeborg, som den dag i dag er min viv Bente. De sportslige højdepunkter var nok i Roth 1990, hvor jeg var første dansker under 9 timer på en Ironman – Hawaii Ironman 1990 og det danske mesterskab på Ironman i 1991.

I 1995 startede et nyt kapitel i mit forhold til triathlon. Som nyuddannet læge og far var træningen på vågeblus. Ved Ironman-stævnet i Fredericia mødte jeg Andreas Hartkopp. Vi snakkede gamle dage og andre røverhistorier, men da deltagerne begyndte at komme i mål, skal jeg love for, at vi fik hænderne fulde. Det væltede ind med dehydrerede atleter, og var vi ikke gået til sagen med drop og væske, havde skadestuen i Fredericia været lagt fuldstændig ned. Det blev starten på en årligt tilbagevendende begivenhed de næste 10 år. Der var DM, EM og VM, og det var fantastisk at deltage i. Der skal selvfølgelig sendes en hilsen til alle de fantastiske mennesker i Fredericia Tri Klub og Fredericia Brand & Redning.

I det hele taget har triathlon været definerende for en stor del af mit voksenliv. Som lægestuderende med viden om fysiologi og idrætsskader, (jeg har haft stort set alle de overbelastningsskader man kan forstille sig), i dag gift med en eks-triathlet, ortopædkirurg på en idrætsklinik og far til 2 drenge, der elsker at træne. Den ene er endda Danmarksmester i Triathlon, og det er så fedt!

De sidste fem år har jeg været med i bestyrelsen i Dansk Triatlon Forbund som politisk eliteansvarlig. Da Rasmus Henning, som udviklingskonsulent, startede Team Specialized op med en flok unge drenge og piger, der havde vist interesse for tri rundt om i landet, spurgte han mig, om jeg v