Aksel Riber: Historien om DTriFs logo

MAD MEN – AND WOMEN

Historien om Dansk Triathlon Forbunds logo
Jeg mener det var i 1991 eller ’92 at Steffen Lüders spurgte mig, om jeg kunne komme med et bud på et logo til Dansk Triathlon Forbund.
DTriF var blevet en del af Dansk Idrætsforbund og havde behov for et logo til at markere sig både nationalt og internationalt.Briefen var enkel – lav noget, der viser de 3 discipliner i dannebrogsfarver. Og hvad gør man så – tegner en svømmer, en cykelrytter og en løber? Ja, det ville være den oplagte løsning, men jeg syntes der skulle mere til.

Jeg var selv aktiv triathlet og godt involveret i klubarbejdet i Kvik Tri Team. I en periode hjalp jeg Steffen med lidt grafik og nogle illustrationer til forbundsbladet “triathlon”, så jeg havde efterhånden dannet mig et indtryk af, hvad der virkede og ikke virkede i dette ekstreme sports univers.
Der herskede en udtalt pioner-ånd i de første år. Triathleterne var first movers på både udstyr og på måling af præstationsevner, vi kendte hinanden på kryds og tværs af landet og var samtidig svært bevidste om, hvordan omverdenen så på os.

Sporten tiltrak da også alt fra elitesoldater til cykelryttere og andre bikere, marathonløbere, gamle svømmere og dem, der havde tabt i væddemål.

Med andre ord – vi var MAD MEN – og WOMEN – og det ville jeg gerne have med i udtrykket for det nye logo. Efter nogle skitser blev Steffen og jeg enige om, hvilken ide vi skulle gå videre med og præsentere for bestyrelsen.
Sådanne præsentationer er ret koncentrerede – især når man står og sælger sit hjertebold. Så jeg husker faktisk ikke rigtig andet end, at det foregik i Idrættens Hus og at designet blev valgt ved en hurtig afstemning.
Jeg er stolt af, at Dansk Triathlon Forbund har holdt fast i logoet så længe. For, lige som at tri-moden er gået fra harlekin-farvede tights til et langt mere cool look, ja så har “moden” inden for grafisk design og markedsføring også ændret sig markant siden starten af 90’erne.
I dag lægger både arrangører og sponsorer rigtig mange kræfter i at differentiere og markedsføre sig både før, under og efter tri-stævnerne. Her er det sjovt at konstatere, at forbundslogoet stadig skiller sig markant ud i reklamebilledet – og at det fortsat – synes jeg – sender et signal om, at tri først og fremmest handler om det sportslige og om deltagernes personlige kamp.
Aksel Riber Nielsen

Info:
Aksel Riber Nielsen arbejder til daglig som kampagneleder og kreativ ansvarlig i konsulentvirksomheden Manova A/S.

I forbindelse med DTriF´s 30 års fødsesldag så en række personer tilbage på forbundets historie.

Læs sjove historier og gamle anekdoter fra deres tid i DTriF

Formand gennem mere end 15 år

Triathlon i dinosaurernes tid

Historien om DTriFs logo

Ser tilbage