Dethelebegyndtei1983iRødekro

Alle kender historien, der nærmest er blevet en myte, om hvorledes kaptajn Collins diskussion med sine venner udviklede Ironman-begrebet – og dermed triatlon.

Collins og hans venner diskuterede efter en konkurrence på Hawaii, hvilken af de tre udholdenhedskonkurrencer, der var den sværeste Waikiki Beachs 3,8 km havkapsvømning, cykelløbet Oahu rundt på 180 km eller Honolulu marathon. En spøgefugl foreslog at kombinere alle 3 i én konkurrence og i 1978 fandt den første virkelige Ironman-konkurrence sted på øen Oahu med 15 mænd og triatlonsporten var født.

Her i Danmark fandt de første spæde forsøg til triatlon sted i Jyllinge, hvor JGI i 1981 arrangerede Jyllinge Games – en 4-kamp over én uge med 50 km kapgang, 1500 m svømning og 160 km cykling og afsluttende med et maratonløb. Da disse games stoppede to år senere oprandt den første triatlon i Norden i Bromölla i Sverige med 800 m svømning, 115 km cykling og 28 km løb og senere samme sommer fandt det første triatlonstævne sted på dansk jord nærmere betegnet i Rødekro.

I 1984 var der i alt 7 konkurrencer på forskellige distancer med totalt ca. 800 deltagere, herefter er antallet af stævner og deltagere steget enormt og adskillige tusinde har nu til dags prøvet kræfter med triatlonsporten, som er i en rivende udvikling verden over. Mange forbinder triatlon udelukkende med Ironmandistancen, men sporten er meget andet end lang distance. De kortere OL og sprint distancer vinder stor indpas og henvender sig måske i større grad til motionister og bredden, som ønsker at prøve kræfter med en multisportsgren.

1984–1990: Forbundets etablering

4. august 1984 stiftede knap 40 personer Dansk Triatlon Forbund (DTriF) i Rødekro. Den første bestyrelse bestod af:

  • Formand: Bent Nielsen, Rødekro
  • Næstformand: Bjørn Jørgensen, Holbæk
  • Sekretær: Søren Kjær, Haderslev
  • Kasserer: Hans Blomhøj, Frederiksværk
  • UK-chef: Kent Magelund, Brøndby

I 1984 var der allerede 7 stævner med ca. 800 deltagere. Allerede året efter blev det første DM afviklet i Rødekro, og i 1986 udkom det første nummer af medlemsbladet TRI-NYT.

Bent Nielsen bidrog til stiftelsen af den Europæiske Triatlon Union (ETU), og hans efterfølger Svend Brettschneider var med til at stifte den Internationale Triatlon Union (ITU) i 1989. I september 1990 blev DTriF indlemmet i DIF som en del af Multi Sports Forbund (DMSF) sammen med Dansk Moderne 5-kamp.

1991–2005: Vækst og olympisk debut

Kent Magelund stod i spidsen for forbundet i hele 14 år og var formand for en periode med markant vækst i både medlemstal, stævner og international indflydelse.

Det største milepæl kom i år 2000, da triatlon for første gang var på det olympiske program i Sydney. Danmark var repræsenteret ved Jan Hansen og Maria Overbye. I Athen 2004 stillede Rasmus Henning op og sluttede på en stærk 7. plads.

I samme periode satte danske atleter sig markant på verdenskortet med flere VM-titler, bl.a. Peter Sandvang (1999, 2000, 2001) og Torbjørn Sindballe (2004).

2006–2013: Turbulens og ny retning

Thomas Nielsen overtog formandsposten i 2006. De følgende to år stod i EM-værtskabets tegn, da forbundet i 2007 arrangerede det europæiske mesterskab på OL-distancen i København – en stor og lærerig opgave for forbundet.

I 2008 valgte både formanden og kassereren ikke at genopstille. Ingen nye kandidater meldte sig, og bestyrelsen nedsatte et forfatningsudvalg. På en ekstraordinær generalforsamling den 29. juni 2008 valgte forsamlingen en ny bestyrelse og forbundets første kvindelige formand: Anna Karin Jørgensen – som dermed også skrev DIF-historie som det eneste specialforbund med en kvinde i front.

I 2009 fejrede DTriF 25-års jubilæum ved DM i lang distance triatlon i Juelsminde.

I 2010 opnåede forbundet en længe ønsket løsrivelse fra DMSF og stod pr. 1. januar 2011 som selvstændigt specialforbund under DIF. Samme år professionaliserede forbundet sin organisation og lagde Teknisk Udvalg ned til fordel for en styrket administration.

Populariteten fortsatte med at stige. I sommeren 2013 deltog HKH Kronprins Frederik i KMD Ironman Copenhagen – og satte sporten på alles læber.

2014–2022: International storhed

Mads Freund blev valgt som formand i 2014 og genvalgtes i 2016, 2018 og 2022. Under hans ledelse styrkede forbundet sin position markant – både nationalt og internationalt.

Blandt højdepunkterne:

  • 2016: Andreas Schilling kvalificerer sig til OL i Rio. Danmark påtager sig værtskab for NM.
  • 2017: Danmark er vært for EM i middeldistance i Herning og NM i Fredericia.
  • 2018: Danmark arrangerer ITU Multisport World Championships på Fyn med næsten 3.000 deltagere i strålende solskin. Andreas Schilling vinder VM i duathlon og Helle Frederiksen VM på lang distance.
  • 2019: Forbundets navn ændres til Triatlon Danmark. Danmark certificeres som grønt forbund under DIF, og Mads Freund bliver Europas repræsentant i ITUs nye internationale grønne kommission.
  • 2020–2021: Corona-pandemien rammer hårdt. Stævner aflyses, svømmehaller lukker og medlemstallet falder. Andreas Schilling indstiller karrieren. Kristian Høgenhaug bliver verdensmester i 2021.
  • 2022: Tilbagekomstår. Det udsatte Duathlon VM i Viborg gennemføres. Magnus Ditlev vinder Challenge Roth, og Alberte Kjær Pedersen vinder sin anden World Cup-sejr.
Dyk ned i historien

Historiske tal og fakta gennem tiden

Dansk triatlon har gennem tiden oplevet mange store succeser og højdepunkter - i både ind og udland - hvor det er blevet til både verdens- og europamesterskaber og deltagelse ved de Olympiske Lege.

Tilbageblik på dansk triatlon gennem tiden

Kent Magelund: Dansk Triathlon Forbund 30 år

Kent Magelund ser tilbage på tre årtiers udvikling af triatlon i Danmark. Fra Jyllinge Games til OL-deltagelser og landstrænere – oplevelserne og milepælene har formet sporten og forbundet.

Kent Magelund fortæller om sine tidlige oplevelser som triathlet og landsholdsleder, de første Jyllinge Games og de formative år for Dansk Triatlon Forbund. Han reflekterer over triatlonens udvikling, innovationer i udstyr og organisatoriske fremskridt gennem tre årtier. Samtidig deler han historier om atleter, klubber og milepæle, der har sat Danmark på den internationale triatlon-scene.

Læs hele tilbageblikket

Michael Rughede: Triathlon i dinosaurernes tid

Michael Rughede deler sine oplevelser som triatlet i sportens tidlige år. Fra amatørstarter i Hillerød til internationale triumfer i Frankrig – oplevelserne og pionerånden formede både ham og sporten.

Michael Rughede fortæller om triatlonens spæde start i Danmark midt i 1980’erne, hvor svømmere, cykelryttere og løbere fandtes, men ingen egentlig triatleter. Han beskriver de tidlige udfordringer, pionerånden og den innovative tilgang til udstyr og træning, der gjorde sporten til noget helt særligt. Fra lokale konkurrencer til internationale oplevelser i Frankrig, lærer han både hård træning og “smart træning”, og deler mindeværdige historier fra vejene, bassinerne og stævnernes bag-scene.

Læs hele tilbageblikket

Aksel Riber: Historien om DTriFs logo

Aksel Riber fortæller om skabelsen af Dansk Triatlon Forbunds ikoniske logo. Fra de tidlige 90’ere til i dag har logoet markeret sporten med et unikt design, der afspejler triatleternes pionerånd og de tre discipliner.

I begyndelsen af 1990’erne stod DTriF overfor behovet for et logo, der kunne repræsentere triatlon nationalt og internationalt. Aksel Riber, selv triatlet og grafiker, tog opgaven på sig og skabte et design inspireret af sporten og dens farverige, dedikerede deltagere – de såkaldte “Mad Men – and Women”. Resultatet blev et logo, som ikke blot har holdt gennem årtier, men også stadig signalerer sportens essens: de tre discipliner og den personlige kamp, der kendetegner triatleterne.

Læs hele tilbageblikket

Mogens Strange ser tilbage

Fra debut i 1984 til Ironman-succes: Mogens Strange deler sin passion for triathlon, pionerånd og fællesskab i sporten.

Mogens Strange startede som konkurrencesvømmer og debuterede i Århus Triathlon 1984. Hurtigt blev han fascineret af triathlonens kombination af svømning, cykling og løb. Gennem årene deltog han i DM, EM og Ironman, eksperimenterede med udstyr og byggede tætte venskaber med andre pionerer. Triathlon blev mere end konkurrence – det blev et livslangt fællesskab, hvor kampen først og fremmest er mod én selv.

Læs hele tilbageblikket