06.11.2026

Tre danskere klar til endnu en World Cup i Chile

Blot en uge efter World Cup i San Pedro de la Paz skal Clara Carlquist, Andreas Nikolajsen og Oliver Hostrup Sahlberg igen i international konkurrence. Søndag den 8. november gælder det World Cup i Iquique i det nordlige Chile, hvor de tre danske landsholdstriatleter denne gang skal konkurrere på Sprint-distancen.

Efter sidste weekends World Cup er de tre danskere rejst nordpå langs den chilenske kyst til Iquique, der ligger mellem Stillehavet og Atacamaørkenen.

Her afvikles der for første gang en afdeling af World Triathlon Cup, og det bliver med både Clara Carlquist (KTK86), Andreas Nikolajsen (multiatleterne ESBJERG) og Oliver Hostrup Sahlberg (KTK86) på startlisten.

Nikolajsen kommer med en top 20-placering

Ved World Cup i San Pedro de la Paz sidste søndag leverede Andreas Nikolajsen den bedste danske placering med en 19.-plads. Han var nummer 11 oppe af vandet og afsluttede konkurrencen med 10 km løb i tiden 31:36.

Oliver Hostrup Sahlberg fik ligeledes en god start på konkurrencen og var nummer ni efter svømningen. Han sluttede som nummer 31, blot ét sekund fra en plads i top 30.

Hos kvinderne blev Clara Carlquist nummer 22.

Alle tre får dermed mulighed for at bygge videre på erfaringerne fra sidste weekend, men denne gang på en kortere distance.

Fra Olympisk til Sprint

Hvor sidste weekends World Cup blev afviklet på Olympisk distance, skal atleterne i Iquique konkurrere på Sprint-distancen med 750 m svømning, 20 km cykling og 5 km løb.

Konkurrencen begynder med svømning i Stillehavet ved Cavancha Beach. Herefter følger en flad cykelrute langs kysten, inden de afsluttende fem kilometer skal løbes.

Den kortere distance stiller andre krav til konkurrencens afvikling, hvor en god placering efter svømningen og evnen til at følge med på cyklingen kan få stor betydning for det samlede resultat.

Stærk international modstand

Flere af de atleter, som danskerne konkurrerede mod sidste weekend, er også på startlisten i Iquique.

Hos herrerne gælder det blandt andre amerikanske Morgan Pearson, som vandt i San Pedro de la Paz, mens spanske Marta Pintanel, der sejrede hos kvinderne, også er klar til start.

Derudover tæller kvindernes startliste blandt andre den amerikanske profil Taylor Knibb.

Sådan følger du World Cup Iquique

Konkurrencerne afvikles søndag den 8. november med følgende starttidspunkter:

  • Kl. 14.00 dansk tid: Elite Women – Clara Carlquist
  • Kl. 16.00 dansk tid: Elite Men – Andreas Nikolajsen og Oliver Hostrup Sahlberg

Begge konkurrencer sendes direkte på TriathlonLive, hvor der kræves abonnement. World Triathlon har desuden annonceret livestreams på sin YouTube-kanal, men det er endnu ikke bekræftet, om de bliver tilgængelige i Danmark.

Resultater og mellemtider kan følges via World Triathlons livetiming.

Se også de officielle startlister: