Tre danske ungdomstalenter udtaget til EM i Melilla

Tre unge danske triatleter er udtaget til Europe Triathlon Youth Championships Festival i Melilla i Spanien. Gustav Langkær, Thilde Haubjerg Mortensen og Elliot Gladney skal repræsentere Danmark ved Ungdoms-EM, der afvikles fra 16. til 18. oktober.
Til daglig træner de tre atleter i henholdsvis SHS Stevns TRI, Odense Triathlon Klub og Aarhus 1900 Triathlon.
Hurtigt format i Melilla
De individuelle konkurrencer ved Ungdoms-EM afvikles som supersprint over 300 m svømning, 7,4 km cykling og 2,1 km løb.
Fredag den 16. oktober gælder det semifinalerne, mens finalerne afvikles lørdag den 17. oktober. Afhængigt af resultaterne i semifinalerne kvalificerer atleterne sig til enten A- eller B-finalen.
Talentansvarlig og landsholdskoordinator Marian Borsinski ser frem til at følge de tre danske atleter i Melilla:
“Vi går ind til Ungdoms-EM med en klar forventning om, at Gustav, Thilde og Elliot alle tre kan være konkurrencedygtige. De har svømmeniveauet til at være med i konkurrencen fra starten, og på cyklen forventer vi også, at de kan være en del af racedynamikken og gøre sig gældende. Derfra bliver det spændende at se, hvad de har tilbage, når løbet skal afgøres.
Gustav og Elliot har begge erfaring fra Ungdoms-EM, mens det bliver Thildes første mesterskab på det her niveau. Derfor er deres udgangspunkter også lidt forskellige. Fra forbundets perspektiv måler vi ikke et vellykket ungdomsmesterskab på den endelige placering. Det vigtigste er, at de hver især lykkes med nogle af de ting, de har arbejdet med og sat sig for inden mesterskabet, og at de tager hjem fra Melilla som klogere og mere erfarne atleter. Det er i sidste ende det, der skal være med til at flytte dem videre i deres udvikling.”
To gengangere og en EM-debutant
For Gustav Langkær og Elliot Gladney bliver turen til Melilla et gensyn med Ungdoms-EM. De deltog begge ved mesterskabet i Kitzbühel i 2025 og har dermed allerede erfaring med at konkurrere ved et internationalt ungdomsmesterskab.
For Thilde Haubjerg Mortensen bliver det derimod første gang, hun skal repræsentere Danmark ved Ungdoms-EM.
De tre har alle markeret sig i den hjemlige sæson. Elliot vandt den samlede Draft Triatlon Serie hos herrerne, mens Thilde sluttede øverst hos pigerne.
Programmet for de danske atleter
Semifinalerne afvikles fredag den 16. oktober. Kvindernes tre semifinaler starter kl. 15.00, 15.40 og 16.20, mens herrernes semifinaler starter kl. 17.40, 18.20 og 19.00.
Lørdag den 17. oktober afvikles finalerne. Kvindernes B-finale starter kl. 16.00 og A-finalen kl. 16.45, mens herrernes B-finale starter kl. 18.15 og A-finalen kl. 19.00.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke semifinaler de tre danske atleter skal starte i.
Europe Triathlon Youth Championships Festival omfatter også Mixed Relay, men Danmark deltager ved dette års mesterskab kun i de individuelle konkurrencer.
Det vil være muligt at følge resultaterne live via World Triathlon. Der er på nuværende tidspunkt ikke bekræftet livestream fra konkurrencerne.