22.04.2026

Stærkt fællesskab og masser af energi på Forårscamp i Fredericia

Weekenden den 17.–19. april summede Fredericia af liv, grin og træningsglæde, da 56 unge triatleter i alderen 9–19 år fra hele landet var samlet til årets første ungdomstriatlon-camp.

Blandt deltagerne var både helt nye ansigter og mere rutinerede atleter, men fælles for alle var lysten til at træne, udvikle sig og være en del af et stærkt fællesskab. Det var tydeligt at mærke, at de unge både var ambitiøse, nysgerrige på hinanden og klar på at blive bedre.

Allerede fra fredag eftermiddag blev tonen sat med ryste-sammen-aktiviteter, hvor de unge hurtigt fandt hinanden på tværs af alder og niveau. Aktiviteterne blev styret af de nyuddannede klubtrænere Oscar, Thomas, August og Casper – alle tidligere deltagere på camps, som nu var med til at give deres erfaringer videre til næste generation.

Lørdag stod i træningens tegn. Dagen bød på både svømning, løb og cykling, og med niveauinddelte træningsgrupper fik alle mulighed for at blive udfordret på deres eget niveau. Der blev trænet seriøst, men altid med plads til smil, opbakning og gode oplevelser undervejs – også når benene begyndte at blive trætte.

Om aftenen delte Clara Carlquist (KTK86) ud af sine erfaringer som kortdistance-elitetriatlet. Hun fortalte om sin vej ind i sporten, de valg hun har måtte træffe, og hvad det kræver at gå all-in på en triatlonkarriere – til stor inspiration for de unge deltagere.

Søndag blev campen rundet af med endnu en omgang svømning, inden weekenden kulminerede i en Mixed Relay-duatlon. Her blev deltagerne blandet på tværs af køn, alder og erfaring, og der blev kæmpet, heppet og grinet hele vejen rundt på distancen 500 m løb – 1000 m cykling – 500 m løb.

Forårscampen i Fredericia blev endnu et bevis på, hvor meget energi, engagement og potentiale der findes blandt de unge i dansk triatlon – og ikke mindst hvor vigtigt fællesskabet er, når nye og erfarne atleter mødes og udvikler sig sammen.

Stor tak til alle de klubtrænere, der havde taget weekenden ud af kalenderen, for at være med på campen. Uden jeres store engagement og lyst til at lære fra jer, ville Forårscampen ikke kunne lade sig gøre

Vi glæder os allerede til Sommercampen i Esbjerg d. 28. juni – 02. juli.

Tilmeld til sommercampen