Sådan tager klubberne imod nye triatleter

I forbindelse med Triatlon’s Uge besøgte Sune Ebbesen, praktikant hos Triatlon Danmark, Køge Tri Team 2000 og Randers Freja Triathlon. De to besøg gav et indblik i, hvordan klubberne med fleksibel træning, praktisk introduktion og socialt fællesskab tager imod nye triatleter.
Triatlon’s Uge er Triatlon Danmarks landsdækkende rekrutteringsindsats med opstart i uge 39, hvor klubber over hele landet åbner dørene og inviterer nye ind i sporten.
Fleksibel træning og fællesskab i Køge
Første stop var Køge, hvor omkring ti deltagere var samlet til løbetræning. Gruppen bestod af både nye og erfarne triatleter, og tempoet var roligt, da flere havde deltaget i Copenhagen Half Marathon dagen før.

Træningen var ikke fastlagt på forhånd, men blev tilpasset deltagernes niveau og ønsker. Gruppen blev delt i to, så alle kunne få noget ud af løbeturen. Nogle havde allerede prøvet kræfter med triatlon, mens andre var helt nye i sporten.
Efter træningen var der tid til kaffe og hygge. Den afslappede stemning gav et naturligt indblik i klublivet og det tætte fællesskab i Køge Tri Team 2000.
Personlige historier satte rammen i Randers
Dagen efter fortsatte turen til Randers Freja Triathlon, hvor 15–20 deltagere var samlet til informationsmøde. Her fik de nye deltagere praktisk information om det kommende introforløb, mens to af klubbens medlemmer fortalte om deres egne erfaringer med sporten.

Det ene medlem har været en del af klubben i mange år og dyrker primært triatlon som motionist. Det andet har kun været medlem i omkring et år, men har allerede gennemført konceptet The Big Four: Copenhagen Marathon, IRONMAN 70.3 Elsinore, IRONMAN Copenhagen og Copenhagen Half Marathon i samme kalenderår.
De to forskellige historier viste, at man kan være en del af en triatlonklub med vidt forskellige ambitioner og erfaringer. Der blev også talt om udstyr – og ikke mindst om forskellen på det, man faktisk har brug for, og det, man hurtigt kan få lyst til at købe, når interessen for triatlon tager fart.

To klubber med samme ambition
Besøgene i Køge og Randers var forskellige i deres form, men ambitionen var den samme: at give nye deltagere en tryg og imødekommende introduktion til sporten og klubfællesskabet.
I Køge skete det gennem fleksibel træning og tid til hygge bagefter. I Randers gennem et struktureret informationsmøde med praktiske oplysninger og personlige erfaringer fra klubbens egne medlemmer.
Har du lyst til at prøve triatlon? Find din nærmeste klub, og se mulighederne i dit lokalområde.