PRESSEMEDDELELSE - Fredericia 111 fik stærk debut med 285 deltagere – også fra udlande

Fredericia 111 fik stærk debut med 285 deltagere – også fra udlandet
Søndag den 30. august blev den første udgave af Fredericias nye triatlonstævne, Fredericia 111, afviklet med stor opbakning fra både deltagere, frivillige og publikum. Allerede fra morgenstunden stod den første gruppe af de i alt 285 tilmeldte triatleter klar ved Cirkelbroen – heriblandt deltagere fra Tyskland, England, Færøerne og endda Australien, som havde taget turen til Fredericia for at være med til den allerførste udgave.
Fredericia 111 er bygget op omkring tre klassiske discipliner – svømning, cykling og løb – og navnet henviser til den samlede distance på 111 kilometer, som deltagerne skal igennem for at krydse målstregen. Stævnet bød på:
- 1 km svømning i Lillebælt med start ved Cirkelbroen
- 100 km cykling på fire runder á 25 km gennem Fredericia, Egeskov og tilbage til Bülows Kaserne
- 10 km løb ved Øster Strand og området omkring kasernen
Deltagerne kunne vælge mellem den fulde 111‑distance, en halv distance eller den kortere kvarte/sprintudgave.
Efter løbet udtaler Carsten Olesen, formand for Fredericia Triathlon Team, der står bag stævnet:
“Vejret var ikke helt med os fra morgenstunden, og vi fik lidt regn i løbet af dagen, men derudover blev det en fantastisk dag. Alle de deltagere, jeg talte med, havde et smil på læberne, og det kan vi i høj grad takke de frivillige for. Både dem som har været med i planlægningen de sidste otte måneder, og dem der var med på dagen – uanset om det var en post på ruten eller oprydning søndag aften.”
Carsten Olesen fortæller, at flere deltagere troede, at Fredericia 111 havde været afviklet i flere år:
“Der var flere, der spurgte, hvor mange år vi havde kørt stævnet. Jeg kunne kun svare, at dette var den første udgave – men at vi allerede nu kender datoen for 2027. Vi kommer helt sikkert til at gentage succesen. Fredericia 111 kommer tilbage søndag den 29. August 2027.”
Med en stærk debut, international deltagelse og stor lokal opbakning er Fredericia 111 godt på vej til at blive et nyt, fast triatlonfyrtårn i området.
Med venlig hilsen
Carsten Olesen
Bestyrelsesformand
Fredericia Triathlon Team