Fem danske professionelle klar til IRONMAN Florida – Ditlev jagter hurtig VM-kvalifikation

Blot fire uger efter, at han måtte udgå fra VM på Hawaii, vender Magnus Ditlev (KTK86) lørdag tilbage til konkurrence ved IRONMAN Florida. Målet er at sikre kvalifikation til næste års VM. Også Emil Holm (SHS Stevns Tri), Anders Toft Nielsen og Thomas Nielsen (begge fra multiatleterne ESBJERG) samt Adam Munch (KTK86) står på startlisten i Panama City Beach.
Med tre VM-pladser på spil hos de professionelle herrer er IRONMAN Florida en mulighed for at få kvalifikationen til Hawaii 2027 på plads allerede inden årsskiftet. Lørdagens konkurrence afvikles over 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb.
Ditlev vil hurtigt tilbage på sporet efter Hawaii
For Magnus Ditlev bliver Florida den første konkurrence, siden han måtte udgå fra VM på Hawaii den 10. oktober.
Her overtog den 29-årige dansker føringen efter omkring 114 km cykling og var hurtigst på cykeldelen. Han indledte det afsluttende maratonløb med knap fire minutters forspring, men med omkring 10 kilometer tilbage begyndte kroppen at svigte som følge af overophedning. Syv kilometer fra målstregen måtte han udgå.
Nu er fokus rettet mod næste års VM, og målet i Florida er at sikre kvalifikationen så tidligt som muligt.
"Jeg er her for at starte rejsen mod Hawaii næste år allerede nu. Kvalificerer jeg mig nu, kan jeg prøve ting af undervejs i næste sæson, som jeg ellers ikke ville turde. Jeg har været på bagkant hele året, og nu vil jeg gerne på forkant," siger Magnus Ditlev i en pressemeddelelse udsendt forud for konkurrencen.
Han går efter sejren, men er ikke sikker på, hvordan kroppen reagerer så kort tid efter Hawaii.
"Jeg kører for at vinde, det gør jeg altid, men det er klart, at jeg ikke kan være helt sikker på, at kroppen kan præstere så hurtigt efter det, der skete på Hawaii," siger han.
Emil Holm kommer til Florida med sejr og andenplads
Emil Holm (SHS Stevns Tri) vandt den 30. august IRONMAN 70.3 Poznań i tiden 3:34:34, og blot to uger senere blev han nummer to ved Challenge Samarkand i Usbekistan i tiden 3:35:37. Her var han 40 sekunder efter den tidligere IRONMAN-verdensmester Sam Laidlow fra Frankrig, der vandt i tiden 3:34:57. Nu venter den dobbelte distance ved IRONMAN Florida, hvor Holm får mulighed for at bygge videre på de stærke resultater fra sensommeren.
Anders Toft Nielsen og Thomas Nielsen, begge fra multiatleterne ESBJERG, står også på startlisten.
Anders Toft Nielsen blev i maj nummer fem ved Apfelland Triathlon i Østrig på den halve distance i tiden 3:23:49. Thomas Nielsen blev nummer 12 ved IRONMAN 70.3 Leipzig i august i tiden 3:42:55.
Den femte dansker er Adam Munch (KTK86). Ved IRONMAN Sweden i august blev han nummer 44 blandt de professionelle i tiden 8:28:44, og senest blev han nummer 34 blandt de professionelle ved IRONMAN 70.3 Málaga i oktober i tiden 4:09:15.
Hurtig rute i Florida – Ditlev har cykelruterekorden
IRONMAN Florida er kendt for sin hurtige og forholdsvis flade rute. Svømningen foregår i Den Mexicanske Golf, inden atleterne cykler 180 km i området omkring Panama City Beach. Konkurrencen afsluttes med et maratonløb langs kysten.
Særligt cykelruten giver mulighed for høje hastigheder. Det demonstrerede Magnus Ditlev i 2023, hvor han satte den nuværende cykelruterekord med tiden 3:59:02. Han sluttede dengang som nummer fem blandt de professionelle.
De danske deltagere møder konkurrence fra internationale profiler som amerikanerne Sam Long, Rudy von Berg, Matt Hanson og Ben Kanute samt australieren Cameron Wurf. Se hele startlisten HER
Sådan følger du IRONMAN Florida
Konkurrencen starter lørdag den 7. november kl. 12.40 dansk tid for de professionelle atleter. Age-Group-atleterne starter kl. 12.55 dansk tid.
Der er ikke annonceret nogen livestream af konkurrencen, men via den officielle IRONMAN Tracker-app kan du følge atleternes placeringer og mellemtider undervejs.
Appen kan hentes her:
Læs mere på IRONMAN Floridas officielle hjemmeside.