19.04.2026

Danske triatleter leverer stærke internationale resultater – Katrine Græsbøll Christensen i front

Danske triatleter leverer stærke internationale resultater – Katrine Græsbøll Christensen i front

Danske triatleter leverede i weekenden en række stærke internationale resultater med Katrine Græsbøll Christensen (Aarhus 1900 Triathlon) som det klare højdepunkt. Ved IRONMAN South Africa kæmpede hun sig til en imponerende 2. plads og sikrede samtidig kvalifikation til VM på Hawaii.

Løbet udviklede sig dramatisk for den danske triatlet fra Aarhus 1900 Triathlon. Efter en stærk indledning, hvor hun kom op af vandet som nummer otte og hurtigt arbejdede sig frem i feltet, lå hun som nummer to efter de første 30 km på cyklen.

Herefter opstod problemer med styret, som kostede omkring 15 minutter i siden af vejen.

”Jeg havde mekaniske problemer med mit styr, der rev sig løs, og jeg måtte stoppe flere gange for at stramme det, indtil jeg til sidst fik hjælp fra en mekaniker,” fortæller Katrine Græsbøll fra Sydafrika.

På trods af modgangen holdt hun fast i sin plan og fortsatte kampen for en topplacering og VM-kvalifikation.

“Jeg blev ved med at kæmpe, og da jeg nåede ud på løbet, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke stoppede, før VM-pladsen var definitivt væk. Heldigvis gik det godt, og som altid kan det godt betale sig at være tålmodig og fortsætte med at kæmpe på en Ironman,” udtaler Katrine.

Efter cyklingen lå hun som nummer syv – stadig fem minutter fra top-4 og en VM-plads. På det afsluttende maraton leverede hun imidlertid en imponerende præstation med dagens hurtigste løbetid på 2:56, hvilket bragte hende helt op på 2. pladsen og sikrede VM-billetten.

Høgenhaug bedst af danskerne i Texas

Lørdag blev der kørt IRONMAN Texas, hvor Kristian Høgenhaug (Aarhus 1900 Triathlon), Mathias Lyngsø Petersen (Odense Triathlon Klub), Emil Holm (SHS Stevns TRI) og Scott Steenberg (KTK86) alle var til start i PRO-feltet.

Bedst gik det Kristian Høgenhaug, der sluttede som nummer 12 og satte hurtigste cykeltid i 3:54:03.

“Jeg gennemførte et løb på det niveau, jeg kan præstere lige nu, i forhold til min form. Selvom en 12. plads gør lidt ondt, og jeg ikke får noget med hjem, er der stadig mange positive ting at tage med. Niveauet i front var – som forventet – ekstremt højt, og det er der, jeg håber at være om nogle måneder,” skriver Kristian Høgenhaug på sin Instagram.

Mathias Lyngsø Petersen blev nummer 24, Emil Holm nummer 47, mens Scott Steenberg udgik.

Se hele resultatlisten her: https://www.ironman.com/races/im-texas/results

Anastacia Damm Nielsen i top-10 i Valencia – danskere udgår i Gran Canaria

Anastacia Damm Nielsen (Kolding Triathlon Klub) leverede en flot indsats ved IRONMAN 70.3 Valencia, hvor hun blev nummer otte og hentede 60,33 point til PTO-ranglisten – blandt andet efter dagens hurtigste cykeltid på 2:13:36. Hos herrerne var Matt Palmer, Bastian Peitersen og Valdemar Solok til start. Bedst gik det Matt Palmer, der kom i mål som nr. 22. Bastian Peitersen blev nr. 33, mens Solok desværre måtte udgå. 

Ved Challenge Gran Canaria var Lars Lomholt (SMT Silkeborg) og Tobias Vinter (Odense Triathlon Klub) til start, men begge måtte desværre udgå.