18.08.2026

29 klubber klar til at åbne dørene under Triatlon's Uge 2026

Når Triatlon's Uge afvikles i uge 39, står 29 danske triatlonklubber klar til at byde nye velkommen til sporten og klubfællesskabet.

Triatlon's Uge har igen i år deltagelse af mange af de danske triatlonklubber. Hele 29 klubber fra hele landet er med og klar til at byde interesserede indenfor.

Mange af klubberne deltog også i 2025, mens en række nye klubber har meldt sig til i år. Blandt de nye er Odder Triathlon Club, Kvik Tri Team, Blovstrød Triathleten, Langgarverne Tri, Viborg Atletik og Motion Triatlon, Islev Triathlon Klub, TripleNorth, Køge Tri Team 2000 og Tri8660.

Fælles for klubberne er ønsket om at give flere mulighed for at opleve triatlon på egen krop – og ikke mindst vise, hvad man får ved at dyrke sporten som en del af en klub.

Triatlon skal ud til flere

Triatlon's Uge er en landsdækkende rekrutteringsindsats, hvor klubberne gennem åbne træninger, introarrangementer og introforløb giver nye mulighed for at prøve sporten i trygge rammer.

Indsatsen henvender sig bredt til alle, der er nysgerrige på triatlon, og de deltagende klubber tilrettelægger selv deres aktiviteter og vælger, hvilke målgrupper de ønsker at fokusere på.

Triatlon Danmark ser især et særligt potentiale blandt unge voksne mellem 20 og 32 år. Vi oplever, at der er stor interesse for triatlon i netop denne aldersgruppe, hvor mange søger nye udfordringer og et træningsfællesskab at blive en del af.

Netop her har triatlonklubberne meget at tilbyde. Træningen er alsidig, ambitionsniveauet kan variere fra motion og fællesskab til konkurrence, og klubberne tilbyder både trænere, træningskammerater, sociale oplevelser og et fællesskab omkring sporten.

Rekruttering kræver vedholdenhed

Triatlon's Uge handler imidlertid ikke kun om, hvor mange nye medlemmer der melder sig ind umiddelbart efter uge 39.

Erfaringerne fra de seneste år peger på, at kontinuerlig synlighed har betydning. Flere af de klubber, der gennem flere år har deltaget i Triatlon's Uge eller løbende har annonceret for andre introforløb, oplever stigende interesse, efterhånden som flere lærer sporten og den lokale klub at kende.

"Medlemsrekruttering er også et langsigtet arbejde. Det kan godt være, at man ikke får den tilslutning, man håber på, første gang man afholder et introforløb. Men klubben har gjort sig synlig og plantet et frø hos nogle mennesker, som måske først er klar til at tage skridtet et eller to år senere. Derfor tror vi på værdien af at arbejde kontinuerligt med at få flere til at finde vej ind i klubberne," siger Sofie Dideriksen, udviklingskonsulent i Triatlon Danmark.

Netop derfor er det positivt, at mange klubber vender tilbage til Triatlon's Uge år efter år, samtidig med at nye kommer til. Det giver mulighed for at bygge videre på tidligere erfaringer og samtidig gøre sporten synlig i nye lokale miljøer.

Hjælp til klubberne – også under Triatlon's Uge

Triatlon Danmark understøtter de deltagende klubber både frem mod og under Triatlon's Uge. Klubberne kan blandt andet få sparring til forløbet, hjælp til kommunikation og materiale til sociale medier samt assistance med annoncering.

I år får klubberne desuden mulighed for at få besøg af Sune Ebbesen fra Triatlon Danmark i forbindelse med deres aktiviteter under Triatlon's Uge. Besøgene kan sætte yderligere fokus på de lokale aktiviteter og fortælle historierne om aktiviteterne, menneskene og fællesskaberne, som nye triatleter møder ude i klubberne.

Med 29 deltagende klubber er fundamentet lagt. Nu glæder vi os til sammen med klubberne at bruge uge 39 til at vise endnu flere, hvad triatlon – og ikke mindst fællesskabet omkring sporten – har at byde på.

Fakta: Triatlon's Uge

Hvornår: Uge 39 (21.-27. september 2026)

Hvad: Triatlon's Uge er Triatlon Danmarks landsdækkende rekrutteringsindsats, hvor triatlonklubber åbner dørene og giver nye muligheden for at opleve sporten og klubfællesskabet.

Hvordan: Klubberne bestemmer selv, hvordan de deltager – eksempelvis med åbne træninger, introarrangementer eller opstart af et længere introforløb.

For hvem: Alle med interesse for triatlon kan være med – fra nybegyndere og motionister til personer, der allerede dyrker én eller flere af triatlons discipliner, men savner et klubfællesskab.

Formål: At gøre flere danskere nysgerrige på triatlon og samtidig give klubberne et fælles afsæt for synlighed og rekruttering af nye medlemmer.

Læs mere om Triatlon's Uge: https://www.triatlon.dk/medlemmer-and-klubber/triatlons-uge