William Thulstrup – ny stævnekoordinator i Triatlon Danmark
Foto: William Thulstrup, Stævnekoordinator
Pr. 1. marts har Triatlon Danmark ansat William Thulstrup som ny stævnekoordinator. I rollen får William ansvar for, i samarbejde med forbundets stævneansvarlige, Henrik Kjær Larsen, at understøtte og udvikle forbundets mange stævneaktiviteter i tæt samarbejde med lokale arrangører og frivillige over hele landet.
William kommer med solid erfaring fra arbejdet med større halvmaraton- og OCR-løb i Esbjerg, hvor han har været involveret i både planlægning og afvikling. Her har han opbygget praktisk indsigt i koordinering, logistik og eventafvikling i større skala.
Sideløbende har William gennemført en videregående uddannelse i erhvervsøkonomi med fokus på sport- og eventmanagement. Her har han blandt andet arbejdet med projektledelse, organisationsudvikling, eventstrategi og kommerciel udvikling inden for sport.
Triatlonsporten og især stævnedeltagelsen i Danmark oplever stor vækst i disse år. Det er meget positivt, men stiller også større krav til kvalitet, struktur og udvikling af vores stævner. Med William får vi en medarbejder med både praktisk erfaring fra større løbsarrangementer og en stærk faglig forståelse for event- og sportsorganisationer, som kan være med til at styrke den fortsatte professionalisering af stævneområdet, siger Rasmus Henning, direktør i Triatlon Danmark.
William ser frem til at bidrage til udviklingen af sporten og samarbejdet med de mange aktører omkring stævnerne:
”Jeg er både glad og stolt over at få muligheden for at bidrage til at gøre triatlonsporten endnu mere attraktiv for både nye og erfarne triatleter i min rolle som stævnekoordinator. Sporten er vokset betydeligt de seneste år, og det stiller højere krav til en professionel afvikling og løbende udvikling af vores stævner. Jeg ser frem til at tage fat på arbejdet i tæt samarbejde med mine kolleger i Triatlon Danmark, forbundets dommere samt de mange engagerede stævnearrangører og frivillige rundt omkring i landet,” siger William Thulstrup.
Mød William
William vil være til stede ved størstedelen af sæsonens stævner og kan derudover kontaktes på william.thulstrup@triatlon.dk
Seks danske podieplaceringer ved EM i duatlon i Alsdorf
Stor dansk succes i Alsdorf, hvor de danske atleter leverede hele 6 podieplaceringer ved EM på mellemdistancen. læs mere…
Rekordstort dansk hold klar til EM i duatlon i Alsdorf
Søndag går det løs ved EM i duatlon i Alsdorf – og Danmark er stærkt repræsenteret med hele 16 Age-Group-atleter og en eliteatlet på startstregen. Læs mere
Triatlon Danmark indgår samarbejde med Kaiser Sport & Ortopædi
Samarbejdet har til formål at styrke mulighederne for danske triatleter på alle niveauer – fra motionister til elite – med fokus på kvalitet, rådgivning og de rette produkter til både træning og konkurrence. læs mere…
Ny formand valgt på Triatlon Danmarks generalforsamling 2026
Casper Stenderup Korch er ny formand for Triatlon Danmark. Det blev besluttet på forbundets ordinære generalforsamling, der blev afholdt lørdag den 21. marts i Idrættens Hus. læs mere






