Verdens bedste søndagskontor
Foto: Henrik Hansen
Jeg kalder pladsen bagpå for ”verdens bedste søndagskontor”, for man sidder fantastisk, har et suverænt overblik over atleterne og behøver ikke holde fast i noget, sådan beskriver Henrik Hansen det at sidde bag på motorcyklen som dommer til stævner i ind-og udland.
Af: Henrik Hansen, dommer og Teknisk Delegeret
En ankelskade satte et tidligt stop for min aktive udøvelse, men et opslag på forbundets Facebookside fangede min interesse, og efter et e-learningskursus og case-baseret uddannelse i Brøndby var jeg i foråret 2017 klar til at trække i den hvide polo.
Mit første stævne var på Tyren, hvor jeg sugede til mig fra de erfarne dommere, og jeg vidste med det samme, at når jeg ikke skulle deltage selv, var dette en perfekt måde at bruge nogle weekender på.
Efter 3 stævner som aspirant blev jeg dommer og senere funktionsdommer, hvor jeg var rundt på alle poster. I de sidste 3 år har jeg været en del af TD-gruppen og sikkerhedsudvalget, og i 2019 uddannede jeg mig til ITU-dommer.
Jeg har dømt duatlon- og triatlonstævner i både motionsklassen, DM-serien, Europamesterskaber og IRONMAN-serien. Jeg havde engangsfornøjelsen af at være Teknisk Delegeret på Tri på Kronprinsesse Marys Bro, men selvom jeg er sjællænder, dømmer jeg også ofte i Jylland.
Foto: Henrik Hansen
Jeg har stået med fødderne i vandet under atleternes svømmestart, holdt øje med deres vej gennem skiftezonerne, cyklet rundt efter dem på løberuten, og stået med resultatlisten bag målgangsporten, men min yndlingsopgave er den som cykeldommer.
Det er en opgave, der udføres siddende bag på en motorcykel, hvor jeg bl.a. holder øje med atleternes adfærd, og altid tilstræber dialog frem for sanktioner, hvis det vel at mærke er retfærdigt.
Motorcyklen er typisk en stor BMW Touringmaskine med sidetasker og oftest også en såkaldt topboks, der fungerer som ryglæn. Jeg kalder pladsen bagpå for ”verdens bedste søndagskontor”, for man sidder fantastisk, har et suverænt overblik over atleterne, og behøver ikke holde fast i noget – heller ikke hvis de farvede kort, fløjten eller mobilen skal frem. Man følger bare med i de naturlige bevægelser, for den føres af en erfaren ’pilot’, der ligeledes stiller op som frivillig weekend efter weekend, så sikkerheden er i top.
Det er blevet til nogle tusind kilometer på landevejene efterhånden, og med tiden har jeg udvidet mit fokus til ikke kun at være på konkurrencereglerne. Derfor har jeg også uddannet mig til Trafikofficial, og jeg har ved flere lejligheder måtte afbryde dommergerningen for at stå af i et kryds og hjælpe til med afvikling af trafikken for at sikre atleternes kørsel.
Ved et par lejligheder har jeg også måtte bruge mine førstehjælpsevner. Det giver lidt ekstra adrenalin at være først på stedet til en atlet, der er kommet til skade, men det viser også, at ingen af os ved, hvordan dagen som dommer forløber.
Derfor sætter jeg mig også grundigt ind i cykelruten og eventuelle farlige passager, jeg skal være opmærksom på, kontrollerer skiltning, flagposter og om Trafikofficials er på plads osv.
Det, der taler til mig ved dommergerningen, er sammenholdet blandt dommerne og vores vilje til succes, naturens luner, dialogen med atleterne, både før, under og efter stævnet, og ikke mindst den personlige udvikling der ligger i, at samme stævne aldrig er helt identisk med året før, og udfordringerne derfor også varierer.
Vil du være dommer?
Går du med en dommeraspirant i maven, skal du være velkommen til at kontakte Triatlon Danmark, for at høre mere om det frivillige arbejde vi udfører. Og efter sommerferien kører vi dommerkursus for nye aspiranter.
Har du interessen, kan vi garanteret godt bruge dig.
World Triathlon Age-Group rangliste – det skal du vide
World Triathlon har en officiel Age-Group rangliste, hvor atleter rangeres på tværs af aldersgrupper, køn, discipliner og distancer. Du optjener point ved deltagelse i VM i Age-Group-regi og ved kontinentale mesterskaber som EM. Læs mere…
Jule- og nytårshilsen: 2025 – et år med fremdrift
2025 blev et år, hvor dansk triatlon og Triatlon Danmark tog vigtige og væsentlige skridt fremad – både sportsligt og organisatorisk. På tværs af ungdom, elite, klubber og stævner har året været præget af høj aktivitet, stigende interesse for sporten og et tydeligt fokus på at skabe sammenhæng fra de yngste udøvere til den internationale elite. læs hele jule-og nytårshilsenen…
Stævnekoordinator til Triatlon Danmark (deltid)
Er du vores nye kollega? Vi søger en stævnekoordinator, der kan assistere i arbejdet med sikre en fortsat høj kvalitet i planlægning og afvikling af vores stævneaktiviteter. Ansøgningsfrist. 13. jan. Læs mere…
Vil du være med til at starte en ny fynsk langdistanceklassiker?
Hvis et dansk langdistancestævne på Fyn bliver en realitet – vil du så stille til start? Giv din tilkendegivelse inden 15. januar og bidrag til at beslutte om stævnet realiseres. læs mere…







