Triatlon i skolen – en sjov og anderledes idrætsdag for alle elever!
Vil du være med til at give skoleelever en sjov, aktiv og motiverende oplevelse med idræt? Triatlon i Skolen er et koncept udviklet af Triatlon Danmark, der bringer triatlons tre discipliner – svømning, cykling og løb – ind i skolen på en tilgængelig og engagerende måde.
Vi er i dialog med Dansk Skoleidræt med henblik på at implementere triatlon som en del af deres materiale i 2026. I år har vi dog lyst til at prøve konceptet af nogle få, udvalgte steder i landet, så vi kan indsamle erfaringer. Vi er derfor på udkig efter triatloninteresserede personer med relation ind i skoler -f.eks. lærere eller forældre – som har lyst til at medvirke til at få en skoletriatlon op at køre lokalt i 2025. Det vil være fint at have den lokale triatlonklub engageret i større eller mindre grad, men det er ingen forudsætning.
Konceptet er skabt til elever i 5.-7. klasse, men kan let tilpasses både yngre og ældre elever. Det handler ikke om at være den hurtigste – det handler om at have det sjovt, prøve kræfter med flere idrætsformer og mærke glæden ved bevægelse. Det kræver ingen særlige forudsætninger – blot adgang til en svømmehal og mulighed for at cykle og løbe på sikre ruter.
Hvordan foregår det?
Dagen er opdelt i tre discipliner, hvor eleverne har 20 minutter til hver aktivitet:
- Svøm så langt du kan på 20 minutter
- Cykel så mange omgange som muligt på en sikker rute
- Løb så langt du kan på 20 minutter
Mellem hver disciplin er der pauser til omklædning og skift, så alle får en god oplevelse. Triatlon Danmark stiller undervisningsmateriale, registreringsark og online diplomer til rådighed, så det er let for skoler at afvikle arrangementet.
Perfekt til idrætsdage og Skolernes Motionsdag
Vi har tænkt konceptet som et oplagt alternativ til ”bare” at løbe på Skolernes Motionsdag fredag før efterårsferien, men det vil også kunne anvendes på andre tidspunkter af året. Ud over selve stævnekonceptet, vil man også kunne inddrage triatlon i undervisningen i perioden optil.
Lyder ovenstående interessant og som noget du/I ønsker at arbejde videre med lokalt, så skriv til post@triatlon.dk, så kontakter vi dig/jer.
Læs mere og find materialer på www.triatlon.dk/triatlon-i-skolen
Del gerne med en idrætslærer, du kender – så flere elever kan få en sjov og anderledes idrætsoplevelse med triatlon.
Age-Group-landsholdet 2026
Gennem hele sæsonen har danske Age-Group-atleter kæmpet, præsteret og vundet både danske og internationale mesterskaber. Årets resultater – fra både internationale mesterskaber som EM og VM samt de danske mesterskaber – er alle kvalifikationsgivende til Age-Group-landsholdet. læs mere
Thomas Bech fra Fredericia Triathlon Team er blandt de 10 nominerede til Årets Frivillige
Næsten 400 kandidater fra idrætsforeninger over hele landet er blevet indstillet. Juryen har udpeget de 10, der kan vinde den ærefulde pris og ikke mindst 75.000 kr. og Thomas Bech er heriblandt. læs mere..
IRONMAN justerer i kvalifikationssystemet frem mod 2026
IRONMAN foretager nu de første ændringer i deres nye kvalifikationssystem – der blev lanceret i sensommeren – på baggrund af de erfaringer og feedback, de har fået, skriver de i en nyhed på deres hjemmeside. læs mere…
Stærke danske præstationer ved IRONMAN 70.3 VM i Marbella
Selvom en lang sæson havde sat sine spor, leverede de danske eliteatleter flere stærke præstationer i de hårdt besatte felter ved weekendens IRONMAN 70.3-verdensmesterskab i Marbella. Læs mere…






