Triatlon Danmarks årlige priser: Her er vinderne
Se årets prismodtagere i silderen ovenfor. Årets Initiativ blev overrakt af Thomas Robert Madsen, bestyrelsesmedlem. Årets Age-Group Atlet af Kristina Beckendorf, bestyrelsesmedlem, og Årets Talent og Årets Ildsjæl af formand Mads Freund.
Lørdag den 29. marts blev der afholdt generalforsamling i Fredericia, hvor Triatlon Danmarks årlige priser traditionen tro også blev uddelt.
Årets Age-Group Atlet 2024
I kategorien Årets Age-Group Atlet havde klubberne igen i år indstillet et stærkt felt af triatleter, der hver især havde leveret imponerende præstationer i 2024. De tre nominerede var Lennie Kristensen fra Hareskovens Triathlon Klub, Karin Berendtsen fra Odense Triathlon Klub og Tommy “Torpedo” Nielsen fra SMT Silkeborg. Den, der fik flest stemmer blandt medlemmerne, var Lennie Kristensen, der i 2024 sejrede ved 70.3 Helsingør, IRONMAN Spanien og ikke mindst verdensmesterskaberne på Hawaii i aldersgruppen 55-59 år.
Årets Talent 2024
Prisen som Årets Talent gik til Andreas Nikolajsen fra Multiatleterne Esbjerg. Andreas modtog prisen på baggrund af en imponerende sæson, der blandt andet bød på en 2. plads ved Europa Cup Silverlake, en 21. plads ved Junior-EM og en fornem 10. plads ved Junior-VM. Udover at være en utrolig talentfuld triatlet er Andreas en fremragende rollemodel for de yngre atleter i Talentgruppen. Han deltager altid engageret i samlinger og camps og er klar til at dele ud af sin viden og erfaring til den næste generation.
Årets Idrætsleder 2024
Prisen som Årets Idrætsleder gives til “en person, som i særlig grad har bidraget til at fremme triatlonsporten og har ydet en ekstraordinær indsats i det forgangne år“. Blandt de indstillinger, bestyrelsen i Triatlon Danmark modtog, faldt valget på Thomas Bech fra Fredericia Triathlon Team. Klubben begrundede blandt andet deres nominering af Thomas med følgende:
“Thomas har gennem sin utrættelige indsats som frivillig i Fredericia Triathlon Team haft en enorm positiv indflydelse på klubbens unge atleter. Han engagerer, motiverer og guider dem med fokus på korrekt teknik i svømning, løb og cykling. Thomas er altid til stede ved camps, stævner og testsamlinger og fungerer som en ‘reservefar’, der skaber et trygt fællesskab, hvor de unge kan udvikle sig både sportsligt og menneskeligt. Hans dedikation gør ham til en oplagt kandidat til prisen som Årets Idrætsleder.”
Årets Initiativ 2024
Prisen for Årets Initiativ blev tildelt Rødekro Tri & Motion for deres flotte afvikling af duatlon i Rødekro i 2024 – et event, de gentager den 13. april i år. Har du endnu ikke sikret dig et startnummer, kan du stadig nå det. Tilmeld dig her.
Årets Elite Triatlet 2024
I 2024 var der ingen over og ingen ved siden af Magnus Ditlev fra KTK86, der for tredje år i træk blev kåret som Årets Elite Triatlet. Magnus leverede blandt andet det bedste danske resultat ved IRONMAN Hawaii nogensinde med en 2. plads – en placering, han arbejder hårdt på at forbedre i 2025, hvor det helt store mål er verdensmesterskaberne i Nice i september.
Magnus kunne ikke være til stede for at modtage prisen, men sendte i stedet en videohilsen fra Sydafrika, hvor han tog sæsonens første sejr ved IRONMAN South Africa og dermed sikrede sig kvalifikation til netop VM i Nice. Se hans takkevideo nedenfor.
Stort tillykke til alle!
Tre danskere klar til start ved Africa Cup i El Galala
Fredag gælder det 2026 Africa Triathlon Cup El Galala i Egypten, hvor tre danske landsholdstriatleter stiller til start i skarpt internationalt selskab. læs mere…
FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark
Nu er der åbent for tilmelding til FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark – Triatlon Danmarks nye danske langdistancestævne med rute fra Nyborg til Odense.
Jobnyt: Specialidrætslærer / træner for RIG Triatlon – Malmö Idrottsgymnasium
Vil du være med til at forme fremtidens elitetriatleter? Malmö Idrottsgymnasium – et af Sveriges førende eliteidrætsmiljøer – søger en engageret og kompetent specialidrætslærer/træner til deres triatlonprogram. Ansøgningsfrist 8. februar. læs mere om stillingen…
Nyuddannede trænere klar til sæsonstarten
Fire trænerkurser på én måned har klædt både nye og erfarne trænere endnu bedre på til sæsonstarten. I januar blev både løbe- og svømmetrænerkurser på niveau 1 og 2 gennemført med stor opbakning og engagerede deltagere. Læs mere om kurserne og de kommende muligheder for træneruddannelse i Triatlon Danmark.





