Triatlon Danmark søger landstræner med tiltrædelse pr. 1. august 2021

Triatlon Danmark nuværende landstræner Rasmus Stubager har valgt at stoppe som landstræner og derfor søger vi en ny landstræner pr. 1. august 2021 til at varetage de opgaver, der vedrører de bedste danske triatleters virke i ind- og udland.
Som landstræner for Triatlon Danmark vil du have det overordnede ansvar for de allerbedste danske triatleter, der repræsenterer Danmark.
Det vil være dig, der er ansvarlig for at sætte landsholdet, som skal forfølge de resultatmålsætninger, vi, i samarbejde med Team Danmark, har sat. Resultatmålsætningerne inkluderer internationale mesterskaber og de internationale konkurrencer, der er en del af den fælles målsætning bl.a. Ironman Hawaii og Ironman 70.2 finalen.
Derudover vil du, i samarbejde med sportschefen, være ansvarlig for kvalifikation til de Olympiske Lege i Paris 2024 samt udarbejdelse og indfrielse af OL-resultatmålsætningen.
Som landstræner i Triatlon Danmark vil du både skulle rejse med triatleterne til internationale mesterskaber og kunne klare de mere administrative opgaver, som også er den del af jobbet som landstræner bl.a. løbende dialog og sparring med cheftrænerne i de tre regionale elitecentre.
Du skal derfor være god til at have mange bolde i luften på samme tid og kunne indgå i konstruktiv dialog med triatleter, deres trænere og andre personer tæt på triatleten. Og så skal du kunne tage de svære samtaler med triatleterne og meddele, hvis hun/han ikke er god nok til landsholdet.
Kvalifikationer vi gerne ser, du har:
– Erfaring med eliteidræt gerne udholdenhedsidrætter
– Erfaring med træning af eliteidrætsudøvere
– En idrætsfysiologisk uddannelse eller anden uddannelse der retter sig mod
eliteidræt – gerne udholdenhedsidræt
Det er ikke et krav, at du selv er tidligere elitetriatlet for at søge stillingen, men erfaring enten med elitetriatlon eller træning af eliteatleter (gerne i triatlon), vil blive vægtet højt.
Det er et krav, at du har kørekort, da du skal kunne komme rundt i landet og møde triatleterne og deres trænere.
Vi tilbyder:
– En unik mulighed for at være med til skabe resultater for Danmark og dansk triatlon
– Indflydelse på sammensætningen og udtagelsen af triatleter til landsholdene
– Indflydelse på hvordan fremtiden kommer til at se ud for dansk elitetriatlon
– En stor grad af selvstændighed i jobbet og mulighed for selv at planlægge ens
arbejdsdag
Arbejdsopgaver:
– Arrangere og afholde elitesamlinger
– Udtagelse af triatleter til landshold
– Følge med i landsholdstriatleternes træningsresultater
– Dialog og sparring med de regionale elitecentertrænere om træningen af landsholdstriatleterne samt afholdelse af møder med cheftrænerne for elitecentrene hver 14. dag.
– Sparring og samarbejde med den talentansvarlige om kommende landsholdstriatleter
– Planlægning og rejseaktivitet i forbindelse med internationale mesterskaber og konkurrencer med dansk deltagelse herunder tilmelding af triatleter, hotelbooking, bestilling af flybilletter mm.
– Mødedeltagelse i forbundsregi f.eks. personalemøder 1 gang ugentlig
– Arbejdsgruppemøder i Team Danmark regi (disse varetages normalt af sportschefen, men du kan blive inviteret med til enkelte møder, hvor din kompetence og indsigt er nødvendig)
– Sikre at landsholdstriatleterne kender og følger de gældende retningslinjer for sund trivsel, antidoping og Out in the Open
– Sikre at eliteidrætten og elitetriatleterne bliver udviklet på en social og samfundsmæssig ansvarlig måde
– Resultatformidling af landsholdsatleters aktiviteter i ind- og udland til Triatlon Danmark medlemmer og følgere
– Sæsonplanlægning og evaluering af samme for landsholdstriatleter.
Arbejdstid
Stillingen er en halvtidsstilling med anslået 850 timer årligt. Det må dog forventes, at der vil være uger, hvor arbejdstiden vil overstige det gennemsnitlige timetal på 18 timer, samt aften og weekendarbejde. Det er derfor vigtigt, at du brænder for triatlon og udvikling af elitetriatleter i Danmark, hvis du søger stillingen.
Løn
Årligt bruttoløn er 250.000kr. (inkl. 10 % obligatorisk pensionsopsparing).
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist pr. mail er 25. maj på morten.fenger@triatlon.dk.
Har du spørgsmål eller ønsker du noget uddybet, så kontakt direktør og sportschef i Triatlon Danmark Morten Fenger på morten.fenger@triatlon.dk eller m: 21 90 06 00.
Ansættelsessamtaler bliver som udgangspunkt afholdt i uge 24 med ansættelse pr. 1. august.
Triatlon i skolen – en sjov og anderledes idrætsdag for alle elever!
Vil du være med til at give skoleelever en sjov, aktiv og motiverende oplevelse med idræt? Vi søger triatloninteresserede personer med relation ind i skoler -f.eks. lærere eller forældre – som har lyst til at medvirke til at få en skoletriatlon op at køre lokalt i 2025. læs mere….
Danske elite- og landsholdstriatleter finpudser formen på Apollo Sports Aqua Vista i Egypten
For tredje gang har danske triatleter fra landsholdet og talentgruppen valgt at tage på træningslejr på Apollo Sports Aqua Vista – powered by Playitas i Hurghada, Egypten. Læs mere og se masser af billeder…
DIF-Temakurser for bredde- talent- og elitetrænere
Temakurser er et nyt tiltag i DIF, som udbyder korte kurser til trænere, der ønsker at dykke ned i et specifikt og relevant emne. Der vil løbende blive opslået nye temakurser, så følg gerne med på deres side. læs mere…
Triatlons Uge 2025 – Vis klubben frem og rekruttér nye medlemmer!
Triatlon er meget mere end en sport – det er et fællesskab, en livsstil og en fantastisk mulighed for at udfordre sig selv. I uge 39 samler vi derfor triatlonklubber fra hele landet til Triatlons Uge 2025 – en uge, hvor vi sætter sporten i centrum og inviterer nysgerrige indenfor i klubberne til at prøve kræfter med triatlon. Skal jeres klub være med? læs mere…