Triatlon Danmark ansætter ny landstræner
Triatlon Danmark ansætter Rasmus Stubager som ny landstræner
Rasmus Stubager har takket ja til jobbet som landstræner pr. 1. august 2020, når den nuværende landstræner Kasper Gejl fratræder landstrænerjobbet for at fokusere 100% på lektorgerningen på SDU. Foreløbigt er der tegnet kontrakt med Rasmus Stubager indtil 31. december 2021.
Med ansættelsen af Rasmus Stubager bevares det nuværende elitemiljø på Tri Team SDU frem mod det udsatte OL, som er planlagt med afholdelse i 2021.
”Triatlon Danmark vil gerne takke Kasper Gejl for hans store indsats i forbundet gennem de sidste 10 år. Kasper startede i 2010 som talentudviklingskonsulent, sidenhen blev titlen ungdomslandstræner for så i efteråret 2013 at blive landstræner, da forbundet flyttede det nationale Elitecenter fra Farum til TT- SDU.
Sideløbende med sin landstrænergerning har Kasper fuldført sin Ph.d. på SDU. Kasper er en kæmpe ressource indenfor sit felt, og det er derfor også med vemod, vi må sige farvel til Kasper. Det er et par store sko Rasmus Stubager nu skal fylde ud, men med Rasmus’ kompetencer og vindende væsen in mente, er jeg sikker på, at det ikke bliver et problem – og jeg ser meget frem til det forsatte samarbejde”, udtaler Morten Fenger, direktør og sportschef i Triatlon Danmark.
Som nuværende Centertræner på TT-SDU og ungdomslandstræner kender Rasmus Stubager allerede elitemiljøet i Danmark og ikke mindst atleterne på TT-SDU.
”Jeg er glad for at blive tilbudt jobbet som landstræner, og jeg glæder mig til at komme i gang med opgaven.
Jeg har været utrolig glad for at arbejde tæt sammen med Kasper omkring Tri Team SDU i Odense i de sidste 7 sæsoner, og jeg sætter enormt stor pris på alt det, jeg har lært gennem Kaspers store viden om international toptriatlon, og særligt hans dygtighed omkring den daglige dialog med atleterne, som har været meget inspirerende.
På Tri Team SDU er der efterhånden en meget stærk etableret gruppe triatleter, der blander sig i verdenstoppen i kort- og langdistancetriatlon og fortsat har udviklingspotentiale. Nøjagtig det samme gør sig gældende i miljøerne i Århus og København og dertil har vi flere dygtige triatleter rundt omkring i landet. Det bliver spændende at være med omkring dem alle. Vi har også dygtige ungdomstriatleter på vej, og vi skal fortsat arbejde hårdt på at udvikle næste generations toptriatleter i stærkt samarbejde med klubberne. Jeg glæder mig til det hele, fortæller Rasmus Stubager.
Fremtidigt elitesetup
Fra Triatlon Danmarks side arbejdes der på et nyt og mere decentralt elitesetup for danske triatleter, hvilket er planlagt med opstart 1. september i 2020. Desværre er de bagvedliggende processer og arbejde med at få det endelige setup på plads blevet forsinket – primært pga. COVID-19 og den efterfølgende udskydelse af OL.
Det er derfor glædeligt, at det er lykkedes at bevare det nuværende elitesetup på TT-SDU frem til og med 2021 og samtidigt have en med Rasmus’ kompetencer med i udviklingen af det nye elitesetup.
Så snart der er nyt vedrørende det fremtidige elitesetup, vil det blive meldt ud til alle interessenter og sidenhen på triatlon.dk.
Triatlon Danmark styrker medlemsrekruttering og klubudvikling
Arbejdet med at styrke medlemsrekruttering og klubudvikling styrkes med midler fra DIFs Initiativpulje. læs mere…
Danske PRO-atleter klar til internationale konkurrencer i weekenden
Få et overblik over weekenden internationale konkurrencer med danske PRO-atleter til start. Læs mere…
Styrk din svømmeteknik og dine triatlonfærdigheder i perfekte omgivelser. Ta’ med på eksklusiv træningslejr på Playitas Resort.
Drømmer du om at træne side om side med andre dedikerede triatleter og dygtige trænere, og samtidig forbedre din svømmeteknik og dine triatlonfærdigheder i perfekte omgivelser? Så er dette din chance! Triatlon Danmark inviterer dig til en eksklusiv træningslejr på Playitas Resort. Instruktørerne er svømmespecialist Mads Hjorth og triatlonspecialist Line Bonde. læs mere…
Udviklingskonsulent til Triatlon Danmark (deltid) – Fokus på medlemsrekruttering og Triatlon’s Uge
Triatlon Danmark søger en engageret og initiativrig udviklingskonsulent til en tidsbegrænset halvtidsstilling på 12 måneder med fokus på medlemsrekruttering og udvikling af attraktive klubtilbud i forbindelse med Triatlon’s Uge – særligt målrettet unge voksne i alderen 20–32 år. læs mere…