Raceberetning om Powerman Zofingen VM i langdistance duatlon

Foto: Mads Kaae Jørgensen

AF: Mads Kaae Jørgensen

Så er det vist ved at være på tide med en lille raceberetning om Powerman Zofingen VM i langdistance duatlon. Det er nu onsdag, og min krop er endnu ikke holdt op med at hade mig. Finishermedaljen og t-shirten bliver der passet godt på, for det er ret så hårdt arbejde at opnå dem.

Først og fremmest har jeg haft en rigtig fin tur til alpelandet. Det hele muliggjort af to af de bedste rejsekammerater man kan forestille sig, Maria Buchvoll og Simon Jørn Hansen.

Fint vejr i Zofingen hele ugen, undtagen selvfølgelig raceday, hvor der var varslet heldagsregn og 13 grader. Og det kom så sandelig til at holde stik. Allerede før starten kl 0900 silede regnen ned, og det fortsatte resten af dagen.

Det første løb starter brutalt med løb op ad en ca. 1 km bakke. Stejlheden svarer nogenlunde til Skovbakkevej i Aalborg, til de af jer, som kender den. Herefter en runde på nogen skovstier, hvorefter det går nedad igen. Den tur tager man to gange, i alt små 10 km. Herefter ud på cyklen. 150 km med bjergkørsel, men også med et par flade strækninger, hvor man kan få lidt fart på.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nu frøs mere og mere. Især på nedkørslerne var det umuligt at holde varmen, når man jo for længst var blevet gennemblødt. Man var taknemmelig så snart det gik opad, så man kunne komme til arbejde lidt varme tilbage i kroppen igen. Fødder og fingre blev efterhånden fuldstændig følelsesløse og til sidst kunne jeg ikke engang trykke på knapperne i gearskiftet.

Desværre kom jeg også til at køre 5km forkert på 3. loop, idet en official kom til at vise ned ad en forkert vej i Wicon. Men tilbage igen på den rette vej og ind mod skiftezonen i Zofingen. Her var jeg nu blevet så stivfrossen, at jeg ikke kunne løsne hjelmen selv. En official kom til hjælp og løsnede spændet for mig. Helt galt blev det, da jeg skulle binde snørebåndene i løbeskoene, til de små 30 km afsluttende løb. Fingrene var helt ubrugelige. Og det tog 11 minutter at få skoene bundet på fødderne. Men det gik, og langsomt fik jeg løbet varmen tilbage i kroppen.

Foto: Mads Kaae Jørgensen

Det 2. løb er mindst lige så brutalt som det første. Lange stigninger og ditto nedløb. 3 runder skulle der til. Man magter at løbe på 1. runde. Men på de 2 sidste runder, er der kun kræfter til at gå op ad de stejleste stigninger. Til gengæld går det vældig tjept nedad. Vel i mål til sidst kunne jeg konstatere mit håb om en plads i top-10 for lige netop opfyldt.

Det er vel ikke prangende, men vejret var bestemt ikke med nogen af os, og en meget stor udslagsgivende faktor. Således måtte sidste års vinder i elitekvinder udgå på grund af underafkøling. Og hun var ikke den eneste.

Selve løbet og stævnet er rigtig godt organiseret. Det hele fungerer som et urværk og præget af mange års rutine. I det hele taget en rigtig stor oplevelse, som jeg ikke på nogen måde vil være foruden, uanset hvor hårdt det så end har været. Og på uvurderlige erfaringer meget rigere.

Læs hvordan det gik de andre danske AG-atleter, der var i aktion i Zofingen.

Man kan i øvrigt se en længere, men god reportage fra løbet nedenfor (spol lidt frem og tilbage og gys):

SE ANDRE NYHEDER