VM Langdistance – beretning fra Ole Loumann

maj 15, 2019


 

VM guld i Galicien

Byen Pontevedra ligger idyllisk på bredderne af Lérez-floden indrammet af Atlanterhavet og frodige bjerge i baglandet. Vi er i den smukke grønne region, Galicien, i Spaniens nordvestlige hjørne. Tyrefægtning, sangria og flamenco-dans er nærmest fremmedord her, hvor de traditionelle byfester i stedet byder på noget så specielt som sækkepibemusik (området har keltiske rødder), dressur af vilde heste, og sjovt nok, set med nordiske øjne, fejring af de lokales kampe mod indtrængende vikinger i 900-tallet. Sidstnævnte foregår som en slags festspil, hvor uniformerede vikinger går i land fra kopier af rigtige vikingeskibe fra Roskilde og slås mod galicierne, der naturligvis forsvarer sig heroisk.
Ud over den flotte beliggenhed er Pontevedra en perle pga. dens middelalderkvarter, hvor smalle, brostensbelagte gader smækfyldt med vinstuer og tapasbarer slynger sig i et labyrintisk netværk op ad bakkerne bag floden. I sandhed et forunderligt sted at smage på spændende lokale vine (brygget på den himmelske drue albariño) og spise nationalretten pulpo a la gallega, som er saftige blækspruttearme serveret på et træfad.

Ved siden af de ovennævnte kulturelle og gastronomiske specialiteter skulle Pontevedra og dens omgivende natur også vise sig som en storslået ramme for den store multisports event, der fra slutningen af april til starten af maj samlede over 4000 atleter fra hele verden til at konkurrere i sportsgrene som aquabike, duatlon og langdistance triatlon. Unægteligt en noget mere fredelig fremmed invasion end de historiske vikingetogter, selvom der ved denne lejlighed også skulle kæmpes voldsomt om guld og ære.

En iskold dukkert
I langdistance triatlon – den disciplin jeg var kommet for at deltage i – skulle deltagerne først sendes ud på 3000 m svømning i Lérez-floden efterfulgt af 113 km cykling på en teknisk krævende rute startende med en hel del sving og rundkørsler i selve byen, inden en lang opstigning til bjergene udenfor byen, hvor en række vanskelige nedkørsler gennem hårnålesving ventede. Som rosinen i pølseenden skulle deltagerne ud på 30 km løb langs floden og op ad bakkerne i den gamle bydel og nedad igen mod finish-line på byens stadion.
En time før start besluttede arrangørerne at korte svømmeruten ned til det halve, 1500 m, da temperaturen i floden kun var 14,1 grad. Under svømningen var det imidlertid ikke så meget kulden, men den kraftige strøm foruden “territorialkamp” med andre svømmere og manglende klart udsyn til bøjerne, der drillede. Svømmeforholdene gav mig en ikke alt for lovende start på racet, idet jeg først kom op af vandet som nr. 13 i min age group.

Fra cykling til løb med gode ben
Selvom jeg klaprefrøs den første time under cyklingen (lufttemperaturen var kun 10 grader, da vi kom op af vandet), gik alting hurtigt meget bedre, da først jeg fik gang i cyklen, og med ca. 250 watt i pedalerne fik jeg ret hurtigt indhentet en række af de nærmeste rivaler. På tredje og sidste loop af cyklingen var luft-temperaturen steget til ca. 20 grader, hvilket føltes behageligt.
Efter 3 timer og 40 min på cyklen kunne jeg uden særlig træthed i kroppen overrække min TT-cykel til en official og styrte videre til omklædningsteltet for at begive mig ud på løbet. Luften, der nærmest stod stille, var nu så varm, at det føltes som Sahara, så alt den skygge, man kunne finde på ruten, skulle udnyttes.
Under løbet forsynede landsholdets team-manager, René Bøge Jensen, mig kontinuerligt med præcise mellemtider. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ved løbets start lå nr. to, cirka et minut efter Peter Hollins fra Storbritannien.
På første halvdel af løbet er det vigtigt at holde sit eget pace og ikke begynde at løbe om kap med modstanderne, en dyr lektie, jeg havde lært fra VM året inden, hvor jeg endte med at udgå, fordi jeg havde brugt alle mine kræfter på at løbe en konkurrent ind, hvorefter jeg eksploderede og ikke kunne gennemføre. Men i dag kunne jeg med tålmodighed æde mig ind på konkurrenten, som jeg passerede ved km 12, hvorefter jeg støt og roligt kunne øge mit forspring ind til målet. Det lykkede mig at holde et konstant pace på 4:50 min pr. km og ved regelmæssig indtagelse af salte og mineraler undervejs undgik jeg også helt de kramper, der i november sidste år kostede mig førstepladsen halvvejs inde i løbet i Ironman Florida.

If your dreams don´t scare you…
Summa sumarum var det mit stærke cykelpas og et perfekt sammenskruet løb, der gjorde, at jeg efter 6 timer og 58 min kunne løbe ind på stadion og passere målstregen som verdens nr. 1 i min aldersgruppe. Naturligvis en kæmpe forløsning på de mange måneders, ja i realiteten flere års hård træning og selvdisciplin, hvilket for mig bare beviser, at hvis viljen er stærk nok, er der (næsten) ingen grænser for, hvad man kan nå. Hvis man, vel at mærke samtidig træner klogt. Og her må jeg igen takke Brett Sutton for at have skruet verdens bedste træningsprogram sammen.
Og jo, selvfølgelig var jeg nervøs op til løbet, hvor så meget står på spil, og hvor meget i teorien kan gå galt, men her griber jeg altid til et af de bedste mottoer, jeg kender:
If your dreams don’t scare you, they probably aren’t big enough.”