Schilling satsede flot, men fik ikke udbetaling

aug 19, 2016


Starten er lige gået i OL racet i Rio! (Foto: Lea Hoffmann)

Magtdemonstration af Brownleebrødrene
Brownleebrødrene (GBR) leverede en magtdemonstration da storebror Alistar blev den første i historien til at forsvare en OL-guldmedalje i triatlon. Lillebror Jonathan tog et step op på podiet med en sølvmedalje, efter bronze i London.
Det var ikke overraskende at se det sydafrikanske flag veje over bronzeskamlen, men det var meget overraskende, at bronzen gik til Henri Schoeman og ikke landsmanden Richard Murray. Den bedrift var der ikke mange der havde set komme. Murray sluttede som nr.4. Andreas Schilling kørte aggresivt på cyklen og blev nr.28.

Racebeskrivelse
Richard Varga (SVK) førte svømningen an i højt tempo, men en overraskende stor gruppe var med på ben hele vejen rundt. 22 mand var tæt samlet efter de 1500m inden for 14sek. Schilling havde ikke sit livs bedste svømning og var ude af vandet som nr. 40, 50sek efter de førende.
De 22 mand i front kørte ind på stigningen samlet efter 600m, men da de kom ned på den anden side var der kun 10 mand tilbage i gruppen. Det var med Brownleebrødrene i teten der satte et hæsblæsende tempo, så ingen havde en chance for at køre dem ind. Samarbejdet fungerede godt i frontgruppen, alle var interesserede i at bidrage til arbejdet og forspringet til 2. gruppe blev hurtigt udbygget til 1min.

 

På grund af tidstabet på svømningen sad Schilling til at starte med i 3. gruppe og der skulle arbejdes stenhårdt for at hente 2. gruppe.  Det lykkedes at hente 2. gruppe på 3. uf af 8 omgange, og herfra forsøgte Schilling, at udføre planen med at køre aggressivt på cyklen og komme i udbrud i en mindre gruppe. Schilling forsøgte igen og igen og det lykkedes hver gang at få et lille forspring, men der var ikke rigtig nogen der var fast besluttet i at forsøge og køre væk sammen med ham. Først på sidste omgang lykkedes det at komme afsted med de to australiere Bailie og Fischer. Ved indgangen til andet skifte havde trioen et tidstab på 1min 10sek til de 10 i front. Hvad man ikke så på de sparsomme TV billeder af 2. gruppe var, at 2. gruppe blev splittet på sidste omgang. 16 mand var sat tilbage af Schillings udbrydergruppe med 10sek, men yderligere 8 mand tabte 50sek til Schilling på sidste omgang.

Brownleebrødrene og Vincent Luis (FRA) skilte sig hurtigt ud på de afgørende 10km løb. Luis havde nu chancen for at forhindre guld og sølv til brødrene, men det så ud til at den hårde cykling sad i benene på Luis, der måtte slippe allerede efter et par kilometer.
Efter 6-7km satte Alistar det afgørende angreb ind og det kunne lillebror Jonathan ikke svare igen på og dermed var guld og sølv fordelt.
Henri Schoeman (RSA) løb godt i 4. position, og da Luis gik ned så han pludselig sig selv med chancen for at vinde bronze. Schoemans landsmand Murray og Joao Pereira (POR) kom hurtigt bagfra, men ikke hurtigt nok, så Schoeman holdt fast i bronzemedaljen. Han har 9 top-10 placeringer i World Triathlon Series på CV’et og en enkelt World Cup sejr, men han har aldrig før været på podiet i World Triathlon Series sammenhæng. Så det var en ganske god dag at gøre det for første gang.

Schilling kæmpede bravt, men han kunne ikke helt komme op i det gear han gerne ville, og som han havde da han blev 4’er i World Triathlon Series i Stockholm. Schilling endte som nr. 28.
Andreas opsummerer racet på sin facebookside således: ”Jeg er utrolig stolt over at jeg var med i dag og forsøgte at få racet til at gå min vej. Det lykkedes ikke og det er jeg utroligt skuffet over lige nu! TAK fra en stolt, skuffet og træt dansk OL-triatlet!”

Se resultater her

 

Kvindernes race i morgen
I morgen gælder det kvindernes race kl.16.00 DK-tid. Et race der tegner til at blive rigtig spændende. Gwen Jorgensen (USA) har fejet al modstand til side de seneste 2 sæsoner, hvor hun kun er blevet slået 2 gange. Hendes enestående løbeniveau er der ingen der har kunnet hamle op med. Hvis der er nogen der skal slå hende, så skal det være med en god svømme-cykling kombination. Cykelruten er særdeles hård og vi så i herrernes race, at en frontgruppe kan få et stort forspring. Flora Duffy (BER) er et godt bud på en udfordrer til titlen Hun er en af feltets bedste svømmere og cykelryttere, samt har et højt løbeniveau. Det bliver også spændende at se hvordan den forsvarende olympiske mester Nicola Spirig (SUI) klarer sig. Hun har ikke kørt mange kortdistancerace de sidste par år.
Det tætteste vi kommer på dansk deltagelse er svenske Lisa Norden, der vandt sølv i London efter fotofinish.

Foto: Lea Hoffmann

Med sportslig hilsen
Rasmus Stubager
Tri Team SDU Centertræner og Ungdomslandstræner

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er åben igen

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er igen åben for ansøgninger, da der er kommet flere millioner i puljen. Midlerne kan også søges af de foreninger, som tidligere har søgt og fået midler fra puljen.