Maja Stage og Thor Bendix Madsen danske mestre i DM Middeldistance Elite

sep 21, 2020


Søndag kunne både Maja Stage Nielsen (ETOM) og Thor Bendix Madsen (KTK86) kalde sig danske mestre i DM Middeldistance Elite, da de begge løb først over målstregen til Aalborg Triathlon 2020.

På forhånd var der især på herresiden lagt op til et spændende løb, hvor flere af de allerbedste eliteatleter på mellem- og langdistance deltog.  Middeldistancen består som bekendt af 1900m svømning – 90km cykling – 21,1km løb.

Eliteherrer

22 eliteherrer var klar til start i det vel nok stærkeste felt, der nogensinde har været til et dansk mesterskab på middeldistancen. Da der ikke var noget vind, var vandet i Nordens Kridtgrav helt stille, og der var dermed perfekte svømmeforhold. De relativt nemme svømmeforhold gjorde, at afstandene mellem grupperne ikke blev helt så store, som man ellers kunne forvente.

Efter de 1900m svømning førte den dobbelt forsvarende danske mester Mathias Petersen (OTK) an i gruppe bestående af Miki Taagholt (GTC), Magnus Ditlev (KTK86), og så den stærke svensker Robert Kallin. 1.10 min. efter kom en 5-mands gruppe med Benjamin Andersen og Kristian Trier (begge Aalborg Triathlon Klub), Thor Madsen (KTK86), Kristian Hindkjær (Århus 1900 Triathlon) og Martin Frederiksson fra Sverige. Yderligere 1 min. bagefter kom en 8-mandsgruppe med bl.a. Kristoffer Visti (KTK86).

Blandt de danske herrer er der pt. en håndfuld, som gør sig på allerhøjeste cykelniveau internationalt, så de 90km cykling blev kørt rigtig stærkt. Allerforrest stak Magnus Ditlev af sted med Miki Taagholt efter sig. Kristoffer Visti kørte sig hurtigt frem i tredje position, og efter ham samlede der sig en gruppe med Benjamin Andersen, Thor Madsen, Kristian Trier og Robert Kallin. Morten Brammer sad lidt længere bagude.

Halvvejs igennem på cykeldelen kørte Magnus Ditlev solo, men Miki Taagholt fortsat hang godt i og forsvarede 2. pladsen. Efter ca. 80km skiftede føringen, da Magnus Ditlev fik en punktering og valgte at udgå.

Ved skiftet til løb havde Miki Taagholt 1.20 min. ned til Kristoffer Visti, ca. 2.30 min. til gruppen med Benjamin Andersen, Robert Kallin, Thor Bendix Madsen og Kristian Trier, 5.10 min. til Morten Brammer og Martin Frederiksson. Mathias Petersen havde ikke en god dag og udgik efter cykeldelen.

På det afsluttende halvmaraton var der således intet, der var afgjort, og da atleterne løb ud på sidste 5 km. rundstækning på førte Miki Taagholt knebent foran Thor Madsen. Benjamin Andersen og Robert Kallin løb sammen i 3. og 4. position og Morten Brammer, der i sædvanlig havde stil skruet tempoet op på den sidste halvdel, lå i 5. position.

Første mand på opløbsstrækningen var Thor Bendix Madsen, og han kunne løbe i mål som dansk mester og fortjent lade sig hylde som dansk mester efter et flot disponeret race. Miki Taagholt kæmpede sig ind til sølv med Morten Brammer blot 12 sek. efter.

Top-5 Tid
1. Thor Bendix Madsen (KTK86) 3:44:24
2. Miki Taagholt (GTC) 3:46:49
3. Morten Brammer (Århus 1900) 3:47:01
4. Banjamin Andersen (Aalborg Triahlon Klub) 3:48:01
5. Robert Kallin (Sverige) 3:49:08

Se alle resultater med mellemtider her

Elitekvinder

Otte kvinder var til start, og også her var der internationalt islæt med norske Martine Hoaas. På kvindesiden var Maja Stage den helt store favorit til at vinde DM-titlen, mens der var spænding om de to andre pladser på podiet.

Cecilie Salskov (SIGMATRI) havde debut på middeldistancen, og hun førte an på de 1900m svømning sammen med Maja Stage. De forlod Kridtgraven 1 min. foran Dina Mønsted (TRI4) og 2 min. foran Line Bonde (OTK), Cathrine Sand (SMT) og Janette Dommer.

Cecilie Salskov var første kvinde på cyklen. Hendes føring holdt dog ikke længe og efter kort tid var Maja Stage i spidsen af racet og gennem de 90 km. udbyggede hun sin føring markant.

Ved skiftet til løb havde Maja Stage således et forspring til Line Bonde og Dina Mønsted på ca. 7.30 min., ca. 10 min. til Janette Dommer, 13 min. til Cecilie Salskov og 14 min. til Line Brandt Pedersen.

Line Bonde måtte desværre udgå fra kampen om en podieplacering efter 10km. Maja Stage var komfortabelt foran, og efter hende kom Janette Dommer og Line Brandt Pedersen på de næste pladser. Line Brandt Pedersen løb hurtigst, men der nåede ikke at komme den helt store spænding, om hvordan sølvet og bronzen skulle fordeles.

Efter 4:19:06 timer kunne Maja Stage løbe over målstregen til sit 5. danske mesterskab individuelt og hendes 3. danske mesterskab på middeldistancen – alle 3 vundet i Aalborg! Janette Dommer løb i mål som toer og fik sølv, mens Line Brandt Pedersen fik bronze med dagens hurtigste løbesplit.

Top-5 Tid
1. Maja Stage (ETOM) 4:19:06
2. Janette Dommer 4:28:27
3. Line Brandt Pedersen (SMT) 4:31:01
4. Cecilie Salskov (SIGMATRI) 4:37:31
5. Dina Mønsted (TRI4) 4:38:14

Se alle resultater med mellemtider her.

Tak for indsatsen

Afholdelse af Aalborg Triatlon 2020 var lidt af en udfordring. Det var dog hverken vejret, sportslige udfordringer eller for få deltagere, der medførte, at stævnet blev ekstraordinært svært at afvikle i år, men den usynlige fjende COVID-19, som skabte hovedbrud både i forberedelserne og under afviklingen.

Derfor skal der lyde en kæmpestor tak til de mange mennesker, der gjorde det muligt at afholde og gennemføre Aalborg Triathlon 2020 og DM Middel 2020 lige fra dommere og trafik officials til MC Marshals, der sammen med forbundets- og stævnets egne frivillige, knoklede fra tidlig morgen til sen aften for at få stævnet afviklet. Også en særlig tak til de mange eksterne samarbejdspartnere, der har ydet en uvurderlig hjælp og bidraget til en vellykket afvikling. Sidst men ikke mindst, vil vi gerne takke arrangørerne Palle og Martin for samarbejdet og for at have modet og isen i maven til at afholde et sikkert og vellykket stævne.

Klik nedenfor for at se film fra dagen.

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er åben igen

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er igen åben for ansøgninger, da der er kommet flere millioner i puljen. Midlerne kan også søges af de foreninger, som tidligere har søgt og fået midler fra puljen.