Fælles Zwift-træning

okt 27, 2020


Med COVID-19-restriktioner og vinterens komme kan det være svært at få lavet den træning, som man gerne vil i sin lokale triatlonklub. Men det er der råd for nu. KTK86 åbner de virtuelle døre på vid gab og inviterer alle klubmedlemmer, der har lyst, til at deltage i cykeltræning på Zwift.

Der vil være tale om tre træninger om ugen krydret med lidt konkurrence ind imellem, og det vil være Sif Bendix Madsen, Thor Bendix Madsen og Dion Madsen, som kommer til at stå for træningssessionerne, mens Magnus Ditlev står for at tilrettelægge programmerne.

Hvordan kommer jeg med til det?
For at kunne være med skal man have en Zwift konto og følge hhv. SIF, Thor og Dion på Zwift og skrive (Tricup/eget klubnavn) efter dit eget navn i Zwift. Herefter vil man blive inviteret til at deltage i de meet-ups, som de arrangerer.

Første træning er onsdag den 4. november, og træningen fordeles over tre dage resten af vinteren og kommer til at være som følger:

 – Onsdage kl. 17.30 er der 90 min. træning med tilrettelagte intervaller med Dion.

 – Fredage kl. 16.30 vil der være 60-90 min. ungdomstræning, hvor Thor og Sif skiftevis vil stå for træningen. Ungdomstræningen bliver baseret på principperne i Aldersrelateret træningskoncept (ATK), og der vil i træningen blive taget hensyn til de forskellige niveauer, som de unge har.

 – Søndage kl. 10.00 kører der igen 90 min. intervaller med Dion.

Men risikerer jeg ikke bare at blive sat?
Nej. Træningen bliver sat op, så alle kører sammen i én og sammen gruppe uanset de watt, man måtte træde. Det betyder, at alle uanset niveau kan deltage og at man kommer fælles i mål ved endt træning.

Hvordan kommer jeg i gang og er Zwift ikke både dyrt og svært?
På Facebook skal man tilmelde sig gruppen Tri Cup Danmark – Zwift 2.0. Her finder man information om de kommende træninger og video tutorials der viser, hvordan man kommer i gang med at brug Zwift. Det er også her, man kan få svar på sine spørgsmål.

Derudover har TriOraklet netop optaget en podcast med Dion, som forklarer mere om tankerne bag konceptet, som du kan høre her.

For at få den bedste oplevelse med Zwift, bør man have en smarttrainer, der kan simulere stigninger, men heldigvis er mulighederne lige så mange, som priserne varierer. Man kan sagtens bruge den relativt billige Bkool-trainer til et par tusind eller den dyrere Tacx Hometrainer. Det vigtigste er ikke, hvilken model man benytter, men at man er med og synes, at det er sjovt.

Ikke en erstatning for klubtræning
Vi håber, I vil tage godt imod dette initiativ fra KTK86, som giver mulighed for, at vi kan mødes online og træne på tværs af landsdele og klubber i en tid, hvor det er svært at mødes. Det er her vigtigt at pointere, at Zwift-træningen udelukkende er tænkt som et supplement for den ugentlige klubtræning og altså ikke som en erstatning for klubtræningen.

Med venlig hilsen
KTK86 & Triatlon Danmark

Skole OL Case: Forløb med Odense Triathlon Klub

“Det har været den bedste undervisning nogensinde!” Sådan lyder det fra eleverne i 3.-6.-klasse på Lumby Skole i Odense, som hver især har haft besøg af Odense Triathlon Klub til et Skole OL undervisningsforløb.

Ironman-chefen fylder 70 år

Én af de helt store giganter i triatlonsporten, Kenneth Gasque, fyldte 70 år søndag den 1. november.