Emil Deleuran dansk mester 2016

Sep 5, 2016


Klub- og træningskammeraterne Emil Deleuran og Alberte Kjær Pedersen fra Fredericia Triathlon Team blev søndag begge kåret som danske mestre i kortdistancetriatlon 2016. Det skete efter en medrivende sidste konkurrence af Danske Invest DM TRI Serien, som blev afholdt i Værløse på en meget våd dag.

Elite herrer
Der var på forhånd lagt op til en interessant sidste konkurrence i Danske Invest DM TRI Serien i Værløse, hvor de bedste danske kortdistancetriatleter tørnede sammen for sidste gang i 2016-sæsonen.
OL-deltager Andreas Schilling (Fredericia Triathlon Team) var favorit til at tage sejren og dermed også det danske mesterskab, som afgøres på baggrund af de tre bedste resultater i DM TRI Serien.

Svømningen
Efter de 750m svømning var den først udskilning sket. 10 mand var 1minut foran næste gruppe og alle forhåndsfavoritterne var med fremme. Anders Lund Hansen (Multiatleterne) var i 2. gruppe og så ud til at have udspillet sin rolle allerede efter svømmedelen.

Cyklingen
Endnu en udskilning skete i den noget specielle første skiftezone på ca. 500m, hvor en stejl bakke skulle forceres. Schilling, Deleuran, Daniel Bækkegård (Ganløse Tri-Center/TTSDU), Casper Stenderup (Ganløse Tri-Center/TTSDU), Thomas Strange (Odense Triathlon Klub/TTSDU) og Henrik Klemmensen (Fredericia Triathlon Team/TTSDU) kom afsted på cyklen i 1. gruppe. 2. gruppe bestod af Miki Taagholt (Ganløse Tri-Center/TTSDU), Mathias Petersen (Ikast Triathlon/TTSDU), Emil Holm (Ganløse Tri-Center) og Kristian Broløs (Aarhus 1900 Triathlon).

Alt så perfekt ud for Schilling, men efter 10km cykling blev der pludselig noget mere spænding på, da Schilling styrtede rundt i et 180graders sving efter at have tabt kæden. Schilling kom på cyklen igen, men måtte cykle de resterende 10km alene på mellemhånd mellem 2. gruppe og 3. gruppe.
I frontgruppen stak Strange afsted selv og han ankom til andet skifte 20sek foran Deleuran, Stenderup og Klemmensen. 2. gruppe var 35sek efter, mens Schilling var 50sek efter. 3. gruppe med Lund Hansen var 1.30min efter.

Løbet
Scenen var nu sat til en særdeles spændende og nervepirrende 5km afslutning på DM TRI Serien 2016. Mange mulige scenarier var i spil og det hele skulle vise sig at blive afgjort på selve målstregen!

Deleuran lagde sig hurtigt i spidsen med Klemmensen lige efter. Schilling løb stærkt og efter 1,4km lå han nr. 8 med kun 35sek til Deleuran. På det tidspunkt så det ud til at Schilling nok skulle nå top-3 og dermed sikre sig det danske mesterskab, men flere af atleterne havde fået penalties i T1 og Schilling var en af dem der skulle afsone 10sek i penaltyboxen. Samtidig med kom Lund Hansen flyvende bagfra og med 1km tilbage spidsede det til. Deleuran havde også været en tur i penaltyboxen og løb nu side om side med Klemmensen.

Ind på opløbsstrækningen var Klemmensen og Deleuran i et sprintopgør, hvor Deleuran trak det længste strå.
Situationen var nu den, at Schilling måtte blive nr.3 for at forsvare det danske mesterskab. Schilling fik sat Holm af, men lige pludselig var Lund Hansen kommet op og nu kom det ned til dagens andet sprintopgør om dagens 3. plads og om det samlede danske mesterskab.
Lund Hansen vandt denne tætte spurt, som blev diskuteret vidt og bredt og var en tur forbi dommerbordet inden Deleuran blev udråbt til dansk mester 2016!

Det må nok siges at være det mest dramatiske kortdistancerace der er kørt i Danmark.
Meget medrivende til sidste sekund.

Emil Deleuran, Anders Lund Hansen og Andreas Schilling sluttede alle på 6point i kampen om det danske mesterskab. Ved pointlighed er det placeringerne i finalestævnet der afgør hvem guld, sølv og bronze går til. Og da det blev Deleuran, Lund Hansen, Schilling i det indbyrdes opgør, blev DM 2016 med samme rækkefølge.

Se resultaterne fra elite herrernes race her

Med sportslig hilsen
Dansk Triatlon Forbund

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Henrik Klemmensen i front med Emil Deleuran lige efter sig på de afsluttende 5km løb. Foto: DTriF

Fælles Zwift-træning

Med COVID-19-restriktioner og vinterens komme kan det være svært at få lavet den træning, som man gerne vil i sin lokale triatlonklub. Men det er der råd for nu. KTK86 åbner de virtuelle døre på vid gab og inviterer alle klubmedlemmer, der har lyst, til at deltage i cykeltræning på Zwift. Læs mere …