EM Mixed Relay for klubhold – endnu en international opgave for vores dommere

nov 1, 2019


Da der d. 5. oktober 2019 blev afholdt EM Mixed Relay for klubhold i den Portugisiske by Alhandra, var Danmark repræsenteret på dommersiden af Steen Aaslev Christensen og Poul Skjødt, som har været de bærende kræfter i afviklingen af Mix Relay stævner, de tre år konkurrencen har været afviklet i Danmark.

EM Mixed Relay er en højintens konkurrence fra start til mål, og EM for Klubhold er ingen undtagelse. Distancen var 250 meter svøm, 6.750 meter cykling og 1.700 meter hurtigt løb, hvorefter ”stafetten” gives videre til næste deltager etc.

Steen Aaslev Christensen var tildelt en rolle som Assistant registration, Assistant Transition/Mount line og
Poul Skjødt var tildelt rollen som Assistant bike/Turn point checking.

”At vi har en meget kompetent dommerside herhjemme, beviste Poul, da han trådte til og hjalp tidtagning samt Head Referee med at kontrollere resultaterne, så det rigtige hold kunne stå øverst på skamlen”, siger Steen.
At det lige blev Portugal at turen gik til, skyldes en invitation fra det portugisiske forbund efter NM i 2018, og vi har da også fået en ny henvendelse om en tur til Frankrig med hjem dernede fra.
”Så bliver jeg altså lidt stolt af det store arbejde dommerkorpset lægger for dagen stævne efter stævne”, siger Steen.

Poul Skjødt fortæller, at det har været en inspirerende oplevelse at deltage som dommer i denne event i ETU-regi. “Det er lærerigt at kunne sammenligne den internationale afvikling af et mix relay stævne med den ”danske model”, herunder hovedsageligt samarbejde med LOC (Local Organizing Committee) briefing af atleter, og den forberedende del der ikke på dagen er særlig synligt for atleter og tilskuere, men som er vigtig for at alle oplever en god og fair konkurrenceform”.

I forbindelse med stævnet deltog ikke mindre end 29 dommere fra så forskellige lande som:
Portugal, Spanien, Frankrig, Japan, Finland, Irland og Danmark hvilket samtidig gav rig mulighed for sparring og mulighed for at dele erfaringer med vores internationale kolleger.

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Dommerteamet ved EM Klubhold, Alhandra