Berig dig selv og andre triatleter via dommergerningen

Jan 11, 2017


Dommergerningen er givende på flere punkter. Den kan både gøre dig til en bedre triatlet og et klogere menneske. Det fortæller 26årige Amanda Møldrup.

Amanda Møldrup er 26 år og som navnet antyder kvinde. Dermed adskiller hun sig markant i forhold til kollegerne i det danske triatlondommer-kollegium blandt andet fordi gennemsnitsdommeren her er en mand i 40’rene.
Om Amanda Møldrup også adskiller sig på andre punkter skal være usagt. Hun har dog en tilgang til sin rolle som dommer, der kan inspirere ikke bare andre dommere, men alle der færdes i sociale sammenhænge.

– Jeg fandt ret hurtigt ud af, at atleterne forstod mere af det jeg sagde til dem, når jeg talte pænt og ordentligt til dem. Så i dag forsøger jeg altid at sætte mig i samme situation som den person jeg henvender mig til før jeg siger noget, fortæller Amanda Møldrup.
Det kunne f.eks. være i T1, hvor folk kommer løbende ind i våddragter. Ofte har de lige forceret en stigning, mens de samtidig i fuldt løb forsøger at kræge sig ud af deres våddragt.

– Det blev hurtigt klart for mig, at det var mig, der havde overblik og overskud. Og det skal jeg udvise, når jeg henvender mig til en triatlet, der er på vej til, eller som allerede har overtrådt reglerne. Det kan være, at de har vendt hjelmen forkert, eller at hageremmen ikke er blevet lukket helt. Råber man af deltagerne, eller uddeler straffe til højre og venstre giver det ikke en god oplevelse for deltagerne, siger hun. Der skal naturligvis uddeles straffe, hvis reglerne bliver brudt understreger Amanda Møldrup, men hendes udgangspunkt er at forebygge.

Møder mennesker og ser steder
Amanda Møldrup kom ind i sporten via en aktiv far, der tog hende med rundt som hepper, da hun var barn. I dag er hun selv aktiv og dyrker triatlon på kortdistance i TIK-Triatlon i Tåstrup. Og faktisk har dommergerningen også givet hende et andet blik for konkurrencerne end hun tidligere havde.

– Jeg er mere grundig i dag, når jeg selv deltager. Jeg sætter mig betydeligt bedre ind i rutekort, logistikken i skiftezonerne og i vind og vejr på ruten end jeg gjorde tidligere. Og jeg kan mærke, at det giver mindre stress og mere ro til at fokusere på det, det handler om under konkurrencen.
Derudover mener Amanda Møldrup, at det er helt naturligt spændende og sjovt at være ude som dommer.

– Jeg kommer steder, jeg aldrig ville være kommet uden dommergerningen. Her møder jeg en masse søde og spændende mennesker. Det giver mig meget, som jeg tager med videre i andre sammenhænge i mit liv, fotæller hun.

Vil du være dommer?
Du kan selv blive en del af det danske triatlon-dommerkollegium og møde spændende mennesker som Amanda Møldrup ved at tilmelde dig Dansk Triatlon Forbunds dommerkursus. Det næste kursus finder sted i Idrættens Hus lørdag den 4. februar fra kl. 10 til 17. Det er gratis at deltage og efterfølgende er man automatisk med i dommer-loopet, når der fordeles stævner. De første fire stævner fungerer man som dommeraspirant, derefter får man fuldt ansvar.

Du kan tilmelde dig via linket her

 

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Amanda Møldrup i aktion under NM i Fredericia i 2016. Det er givende at være sommer forklarer hun. Både som triatlet og som menneske. Foto: DTriF

Fælles Zwift-træning

Med COVID-19-restriktioner og vinterens komme kan det være svært at få lavet den træning, som man gerne vil i sin lokale triatlonklub. Men det er der råd for nu. KTK86 åbner de virtuelle døre på vid gab og inviterer alle klubmedlemmer, der har lyst, til at deltage i cykeltræning på Zwift. Læs mere …