Årets priser 2019

dec 17, 2019


Igen i år skal vi have kåret Årets Age Group atlet og Årets Idrætsleder i det danske triatlonlandskab – husk at få indstillet jeres kandidater.

Traditionen tro skal der uddeles flere priser for sæsonen der er overstået. Det sker som altid på Triatlon Danmarks årlige generalforsamling, der i 2020 afholdes den 21. marts i Fredericia.

For at kunne hædre de rigtige kandidater har vi brug for jeres hjælp ude i klubberne. Send en motiveret indstilling på en ½ side samt et godt billede af personen der indstilles. Se kriterier og indstillings-frister nedenfor.

Indstillinger sendes til post@triatlon.dk

Årets Idrætsleder
Indstillingsfrist: 1. marts 2020
Kåring af ”Årets Idrætsleder” er en hyldest til alle de mange timer og de mange gode initiativer, som tages ude i det ganske land af de frivillige ledere. Små som store præstationer, der måske ikke altid trækker de store overskrifter, men som har lige så stor betydning for sporten som internationale toppræstationer. 

Kriteriet for at blive ”Årets idrætsleder” er kort og godt – en person som i særlig grad har bidraget til at fremme triatlonsporten og har ydet en ekstraordinær indsats dette år. 

Det er Triatlon Danmarks bestyrelse, som udpeger årets idrætsleder og dette gøres på baggrund af indstillinger fra medlemsklubberne. 

Årets Age-Group Atlet
Indstillingsfrist: 26. januar 2020

Årets Age-group Atlet er en hæder som medlemmerne i Triatlon Danmark giver til de atleter, der har lavet den/de mest bemærkelsesværdige og flotte præstationer i løbet af året – valgt af medlemmerne.

Kriterier for at blive indstillet til Årets Age-group atlet:
– Atleter kan indstilles af medlemsklubber og  Triatlon Danmarks bestyrelse
– Atleter indstilles på baggrund af resultater ved DM-stævner
– Atleter indstilles på baggrund af resultater ved EM/VM
– Atleter indstilles på baggrund af resultater og/eller ekstraordinære præstationer ved nationale og internationale konkurrencer.
– Der skal følge en kort beskrivelse af hvad atleterne har opnået og begrundelse for indstilling.

Efter indstillingen af klubberne:
-Såfremt der er mere end 5 herrer og 5 kvinder, afgør bestyrelsen (politiske breddeansvarlige) og udviklingskonsulenterne hvem der skal indstilles.
-Afstemning vil foregå på forbundets hjemmeside og afgør, hvem der bliver kåret til årets age group atlet 2019 – valgt af medlemmerne via medlems-nr. og log in.
-Uddelingen sker sammen med de andre kåringer ved årets generalforsamling.

Læs mere om priserne HER

Årets Idrætsleder 2018 – Allan Dalsgaard, Randers Freja Triatlon

DM TRI serien 2020

Som den første nyhed i 2020 kan vi nu i samarbejde med arrangørklubberne, løfte sløret for DM TRI serien 2020!

Age Group Landsholdet 2020

312 danske Age Group triatleter har i 2019 klaret kvalifikationskravet til Age Group landsholdet – se de dygtige atleter her.