8 medaljer til Danmark ved EM Multisportsfestival på Ibiza

okt 29, 2018

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Miki Mørck Taagholt vinder sølv til EM på mellemdistancen.

Som de fleste sikkert har opdaget har der i den forgangne uge været afviklet EM Multisports festival på den spanske ferieø Ibiza.

I lighed med VM på Fyn tidligere på året er der blevet konkurreret på forskellige distancer og discipliner ugen igennem, således har atleterne haft mulighed for at dyste i duatlon, aquathlon, cross-stævner samt mellemdistance triatlon og aquabike her i weekenden.

Set med danske øjne blev det en yderst succesfuld uge, ikke mindst da Miki Mørck Taagholt (Ganløse Tri-Center) afslutter konkurrenceugen ved at vinde sin første internationale mesterskabsmedalje da Miki i et meget tæt opgør med italienske Molinari (Guld) og spanske Moreno Molins (bronze) vinder en flot sølvmedalje.

Miki kørte en flot og aggressiv konkurrence hvor han tog teten og førte både svømning samt en stor del af cyklingen. På løbet kom Miki nærmere og nærmere Molinari, men i mål manglede der desværre ca. 40 sek.

De tre medaljer var adskilt af mindre end et minut i mål – så der var spænding til det sidste.

Racet var præget af dårligt vejr, hvilket blandt andet betød at cykelruten blev forkortet til kun 45 km og starten blev rykket et par gange.
Udover Miki var også Camilla Pedersen (ETOM) og Nicholas Ward Munoz (OTK) på startstregen i elitefeltet.
Camilla Pedersen lå ligesom Miki i spids i en stor del af konkurrencen, men måtte desværre trække sig ud på løbet grundet et styrt på cykeldelen. Nicholas slutter lige udenfor top 10, på en 11. plads efter en meget stabil præstation hvor både cyklingen og løbet var på niveau med flere af de bedste i feltet.

De danske Age Group atleter var også i aktion på Ibiza – faktisk igennem hele ugen. Således åbnede Bonnie Ridderberg (Tri4) med en guldmedalje og en bronzemedalje i sidste weekend i henholdsvis sprint og standard duatlon.
Et par dage senere tog Anne-Mette Mortensen (OTK) og Karsten Olsen (Fredericia Triathlon Team) hver en guldmedalje i cross duatlon.
Anne-Mette gentog bedriften to dage senere i cross-triatlon, hvor Karsten Olsen desværre måtte udgå efter et styrt.

Og endelig afsluttede Bonnie Ridderberg og Anette Fuglsang Owens (Haderslev Tri 2000) den danske medaljehøst da de tog henholdsvis sølv og bronze i mellemdistance triatlon samt aquabike i lørdags.

Stort tillykke med de flotte præstationer.

De danske medaljer fordelte sig således.

Sprint Duatlon:
Bonnie Ridderberg (Tri4)(F65-69): Guld

Standard Duatlon:
Bonnie Ridderberg (Tri4)(F65-69): Bronze

Cross Duatlon:
Anne-Mette Mortensen (OTK)(F50-54): Guld
Karsten Olsen (Fredericia TT)(H60-64): Guld

Cross Triatlon:
Anne-Mette Mortensen (OTK)(F50-54): Guld

Aquabike:
Annette Fuglsang Owens (Haderslev Tri 2000)(F55-59): Bronze

Mellemdistance Triatlon:
Bonnie Ridderberg (Tri4)(F65-69) : Sølv
Miki Mørck Taagholt (Ganløse Tri-Center) (H-Elite): Sølv

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

15 nyuddannede trænere til klubberne

I den netop overståede weekend kom der endnu et hold dygtige trænere ud fra DTRIF’s Træneruddannelse. 15 nyuddannede trænere har igennem de seneste 2 weekender gennemgået Niveau 1 af træneruddannelsen.

Pro-Licens 2019

Skal du køre pro/elite stævner i 2019 så læs mere her – og husk at ansøge om pro-licens inden 20. december 2018.

Alberte Kjær Pedersen 3’er i Hong Kong Asian Cup

Fem danskere var til start ved weekendens Asian Cup i Hong Kong, hvor Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Triathlon Team) fulgte flot op på sidste weekendens gode takter med en tur på podiet.