04.03.2020. Afgørelse foreligger nu i ærgerlig ADD sag

mar 4, 2020


Danmarks Idrætsforbunds Dopingnævn har i dag truffet afgørelse i den sag som er pågået over de sidste måneder vedrørende den danske landsholdsatlet, Sif Bendix Madsen og Triatlon Danmarks tidligere sportschef, Michael Krüger.

Resultatet er en udelukkelse på henholdsvis et år til Sif Bendix Madsen og fire år til Michael Krüger. Triatlon Danmark tager dommen til efterretning – som på alle måder korrekt følger det ADD regelsæt, som vi bakker 100% op om.

Baggrunden for sagen var ikke positive tests eller andre uregelmæssigheder som fremkom under kontrol fra antidoping myndighedernes side, men er baseret på udsagn, der er blevet leveret af atlet og den tidligere sportschef.

Overtrædelsen af reglerne indebar ingen ulovlig medicin, men derimod en infusion af en saltvandsblanding i en større mængde, end det er tilladt.

Triatlon Danmark tager på det kraftigste afstand fra den helt uacceptable og fejlagtige vejledning som er udført af forbundets tidligere sportschef – på trods af glasklare regler på området. Triatlon Danmark beklager dybt at dette forhold er forekommet i vores egen organisation, på trods af den indsats vi dagligt gør, for netop at udgå brud på reglerne, og for at tage hånd om yngre atleter.

Vi har i de forgangne måneder haft møde med alle vores øvrige landsholdsatleter, for at beklage og forklare dem situationen – og for at aftale med hver enkelt, hvordan vi bevæger os fremad herfra.

For at sørge for, at den slags aldrig forekommer i Triatlon Danmark igen, har vi gjort flere ting:

Fx er det ikke længere tilladt for en enkeltperson i Triatlon Danmarks organisation at foreslå en omlægning i en atlets træning eller behandling. I fremtiden kan det kun ske, efter en konference med mindst en anden person i Triatlon Danmarks organisation. De nye retningslinjer kan læses i sin helhed HER

Samtidig har vi udviklet et nyt dokument som alle landsholdsatleter i fremtiden skal læse og underskrive, når de indgår i truppen. Vi kalder det; “Out in the Open”.

Brevet indeholder en stærk opfordring til alle atleter om ALTID at vende noget nyt der implementeres i deres træning, med mindst en tillidsperson i fx Triatlon Danmarks organisation eller på klubplan – fx et bestyrelsesmedlem, en træner eller lignende.

Med disse tiltag håber vi at kunne undgå lignende sager i fremtiden.

Strafferammen for Sif Bendix Madsen var op til fire års udelukkelse, men hun endte med at få et år – blandt andet på grund af, at hun kun var 17 år, da overtrædelsen fandt sted. Desuden var det strafnedsættende, at hun spillede en passiv rolle, og at hun ikke vidste, at der var tale om en ulovlig metode. Sagens karakter og Sifs unge alder betød derfor en strafudmåling, som må anses for at være i den milde ende.

Udståelsen tæller fra den midlertidige udelukkelse startede den 28. juni 2019.

Sagens omstændigheder taget i betragtning, appellerer vi til, at hverken Sif Bendix Madsen eller hendes familie kontaktes med spørgsmål i sagen. Derimod kan eventuelle spørgsmål stiles til direktør for Triatlon Danmark Morten Fenger eller forbundsformand for Triatlon Danmark, Mads Freund.

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er åben igen

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er igen åben for ansøgninger, da der er kommet flere millioner i puljen. Midlerne kan også søges af de foreninger, som tidligere har søgt og fået midler fra puljen.