Kæmpe triatlonweekend i udsigt
Foto: arkiv af Sofie Dideriksen vinder af IRONMAN Copenhagen, 2023. fotograf Jasmin Walter/Getty Images for IRONMAN.
Weekenden byder på en sand triatlonfest med stævner i både ind- og udland lige fra børne-, ungdom-, elite- og motionstriatlon i Odense til den ikoniske IRONMAN Copenhagen og IM Pro Series i Frankfurt.
Triatlon for børn, unge, voksne og elite i Odense
Lørdag går det løs i Odense, når Odense Triathlon Klub afholder stævne for triatleter i alle aldre og niveauer. Programmet byder blandt andet på børnetriatlon, 4-18-4 i både triatlon og duatlon, samt DM Draft Seriens 4. afdeling for ungdom og elitens 2. afdeling.
IRONMAN Copenhagen
Søndag afvikles den prestigefyldte IRONMAN Copenhagen, og med udsolgt kan man forvente, at de københavnske gader og veje bliver fyldt med entusiastiske og engagerede triatleter. Svømmestarten finder sted i lagunen ved Amager Strandpark, hvorefter cykelruten tager deltagerne fra Amager gennem København og op ad Strandvejen mod Nordsjælland. Efter to runder vender deltagerne tilbage til København, hvor det afsluttende løb begynder ved Nationalbanken. Løberuten består af fire omgange i København, inden målstregen krydses ved Christiansborg Slotsplads.
En af de ting, der gør en IRONMAN-konkurrence speciel, er, at der er så mange forskellige nationaliteter og så mange forskellige niveauer blandt deltagerne. I år deltager 80 % af atleterne for første gang i en IRONMAN her i København, og vi vil gøre vores bedste for at vise dem København fra sin bedste side. Vi ved, at stemningen langs især løberuten er spektakulær, og publikum er altid gode til at skabe en folkefest, hvilket er noget, som alle atleter – især debutanterne – vil nyde godt af. Jeg er sikker på, at det bliver en enestående oplevelse for atleterne, når de løber gennem Rigsdagsgården, inden den store fejring på Christiansborg Slotsplads,” udtaler Jacob Nørgaard, landechef for IRONMAN Danmark i en pressemeddelelse.
Allerede i aften kl. 18 arrangerer IRONMAN det populære mini-triatlonstævne 4:18:4 København (400 meter svømning, 18 km cykling, 4 km løb), hvor mere end 1.500 atleter skal prøve kræfter med triatlon på en overkommelig distance.Og vi har hørt rygter om at den nyligt hjemvendte OL-triatlet, Emil Holm (SHS Stevns Tri), er til start. Lørdag kl. 13:00-14:00 er der IRONKIDS – et motionsløb for børn i alderen 0-12 år i området ved Amagerstrandpark.
Mainova IRONMAN European Championship Frankfurt
IRONMAN Pro Series er nået til Europa, nærmere bestemt Frankfurt, hvor Mainova IRONMAN European Championship Frankfurt afvikles søndag. Flere danske PRO-atleter er til start, foruden flere af de allerbedste professionelle mandlige triatleter i verden. Blandt de danske deltagere finder vi Kristian Høgenhaug (Aarhus 1900 Triathlon), der jagter en af de seks pladser til 2024 VinFast IRONMAN World Championship på Hawaii, som er på spil i Frankfurt.
Udover ’Høgen’ er Mathias Lyngsø Pedersen (Odense Triathlon Klub), Scott Steenberg og Mikkel Højborg Olsen begge fra KTK86 også på Pro-startlisten.
Se hele startlisten her: https://proseries.ironman.com/stories/start-list-mainova-ironman-european-championship-frankfurt
Held og lykke til alle – uanset niveau – der skal i aktion i en af weekendens mange konkurrencer, og skal du ikke konkurrere er der rig mulighed for at komme ud og heppe på de mange triatleter der er i aktion.
Tre danskere klar til start ved Africa Cup i El Galala
Fredag gælder det 2026 Africa Triathlon Cup El Galala i Egypten, hvor tre danske landsholdstriatleter stiller til start i skarpt internationalt selskab. læs mere…
FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark
Nu er der åbent for tilmelding til FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark – Triatlon Danmarks nye danske langdistancestævne med rute fra Nyborg til Odense.
Jobnyt: Specialidrætslærer / træner for RIG Triatlon – Malmö Idrottsgymnasium
Vil du være med til at forme fremtidens elitetriatleter? Malmö Idrottsgymnasium – et af Sveriges førende eliteidrætsmiljøer – søger en engageret og kompetent specialidrætslærer/træner til deres triatlonprogram. Ansøgningsfrist 8. februar. læs mere om stillingen…
Nyuddannede trænere klar til sæsonstarten
Fire trænerkurser på én måned har klædt både nye og erfarne trænere endnu bedre på til sæsonstarten. I januar blev både løbe- og svømmetrænerkurser på niveau 1 og 2 gennemført med stor opbakning og engagerede deltagere. Læs mere om kurserne og de kommende muligheder for træneruddannelse i Triatlon Danmark.






