Fra badminton til triatlon – Michelles rejse ind i triatlonfællesskabet
Foto: Michelle Andersen, IRONMAN Copenhagen 2025
For fire år siden besluttede Michelle Andersen, at hun trængte til nye udfordringer. Hun havde spillet badminton hele sit liv, men havde brug for at udfordre sig selv på en ny måde. Efter at have stiftet bekendtskab med triatlon på højskole og gennem venner, tilmeldte hun sig derfor sin første IRONMAN.
Tryg start gennem introforløb
For at komme godt i gang med triatlon, tilmeldte hun sig et introforløb i TRI4. Her blev hun introduceret til klubben og til sporten sammen med andre nybegyndere – og det blev en afgørende oplevelse.
Michelle fortæller:
”Triatlon var meget nyt for mig. Jeg havde aldrig cyklet med klikpedaler før, så det var i sig selv en stor ting samtidig med at man skal ligge tæt i en gruppe. Så at være fælles om at starte op sammen med andre, der nødvendigvis heller ikke havde erfaring med at cykle, og så sammen finde ud af, at det ikke var så farligt. Det var noget af det der betød meget for mig”.
Michelle fremhæver, at introforløbet ikke kun handlede om træning, men også om at lære de andre nye at kende. Allerede fra dag ét blev hun en del af et fællesskab, og da hun bagefter meldte sig ind i klubben, føltes det helt naturligt.
”Jeg fandt hurtigt nogen på introforløb, som jeg havde det godt med – så da jeg efterfølgende startede i klubben, følte jeg ikke, at jeg var alene blandt alle dem der kendte hinanden i forvejen. Jeg kendte allerede nogen, og så var det nemt derfra at snakke med nogle nye undervejs i træningen”.
Foto: Michelle Andersen sammen med TRI4-medlemmer efter en cykeltræning
Et stærkt klubfællesskab
I dag er Michelle et meget aktivt medlem i TRI4, er med i træningsudvalget, og blev i år hurtigste kvinde i hendes aldersgruppe til IRONMAN Copenhagen. Hun peger på, at det især er fællesskabet og klubtræningerne, der har været drivkraften bag hendes udvikling:
”Jeg synes det er sjovt at træne, når jeg er sammen med andre. Det tror jeg er grunden til, at jeg ren sportsligt udvikler mig meget, fordi jeg hele tiden bliver presset det ekstra, når jeg kommer til en klubtræning, og bliver motiveret af nogle af de andre, der f.eks. cykler eller løber bedre end mig”.
For Michelle handler klubfællesskabet ikke kun om træning, men også om relationer. Flere af dem, hun mødte i klubben, er i dag tætte venner, som hun og hendes mand også ser uden for sporten.
Det stærke klubmiljø mærkes også, når TRI4-medlemmer støtter hinanden til stævner:
‘”Vi kørte f.eks. Køge Jernman, og selvom det øsede ned, så stod der en flok fra TRI4 med det største smil på og det vildeste hep. Det betyder virkelig meget. Og det samme til Ironman CPH. Man får bare mere energi, når der står nogle klubkammerater på vejen og hepper”.
Foto: Michelle Andersen og TRI4-klubmedlemmer til Køge Jernmand og IRONMAN Copenhagen
Triatlon er for alle
Michelle understreger, at triatlon ikke kun handler om lange distancer og IRONMAN. Det handler om at træne tre discipliner – og om at være en del af et inkluderende fællesskab.
”Nogen har virkelig høje ambitioner, nogen har bare at skulle hygge sig med træningen og kører ikke engang tri-stævner, og nogen cykler eller svømmer kun. Der er ligesom noget for alle, uanset om man vil gå all-in eller bare vil hygge sig og have det sjovt.”
Til dem, der overvejer at prøve triatlon, har Michelle et klart budskab.
”Til helt nye, der er bange for at skulle svømme eller for at sidde på en cykel, så tror jeg bare i skal springe ud i det – det er ikke så farlig, og der bliver taget hånd om alle til introforløbet”.
Foto: Michelle Andersen sammen med TRI4-medlemmer ved DM Sprint Age-Group i Karlslunde kalkgrav
Triatlon’s Uge er din chance for at komme i gang
Vil du også prøve triatlon i trygge rammer og med et stærkt fællesskab? I uge 39 åbner 28 klubber landet over dørene for nye interesserede med gratis introforløb.
Find en klub nær dig og oplev, hvad sporten kan tilbyde: Triatlon’s Uge
Invitation: Town-Hall Meeting med fokus på sociale medier og klubudvikling
Sponsor- og SoMe-ansvarlig i Aarhus 1900 Triathlon, Caroline Paulsen, deler konkrete erfaringer med hvordan klubben har arbejdet strategisk og praktisk med sociale medier. læs mere og tilmeld dig her….
Triatlon Danmarks ordinære generalforsamling 2026
Triatlon Danmarks ordinære generalforsamling afvikles lørdag den 21. marts 2026 i Idrættens Hus, Brøndby, i tidsrummet kl. 13.00–15.00. Uddelingen af årets priser vil foregå kl. 12.30–13.00. læs mere….
World Triathlon Age-Group rangliste – det skal du vide
World Triathlon har en officiel Age-Group rangliste, hvor atleter rangeres på tværs af aldersgrupper, køn, discipliner og distancer. Du optjener point ved deltagelse i VM i Age-Group-regi og ved kontinentale mesterskaber som EM. Læs mere…
Jule- og nytårshilsen: 2025 – et år med fremdrift
2025 blev et år, hvor dansk triatlon og Triatlon Danmark tog vigtige og væsentlige skridt fremad – både sportsligt og organisatorisk. På tværs af ungdom, elite, klubber og stævner har året været præget af høj aktivitet, stigende interesse for sporten og et tydeligt fokus på at skabe sammenhæng fra de yngste udøvere til den internationale elite. læs hele jule-og nytårshilsenen…








