Danske Invest DM TRI Seriens finalestævne i Fredericia 2.-3. september

aug 11, 2017


Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)

Andreas Schilling (Fredericia Triathlon Team / Tri Team SDU) vandt sidste år i Fredericia og er favorit til sejren igen i år. Foto: Helle Deleuran

I weekenden d. 2.-3. september afgøres Danske Invest DM TRI Serien 2017.
Lørdag afgøres det hvem der skal være danske mestre i kortdistancetriatlon 2017 for Ungdom A, Ungdom B, Junior, U23 og elite.
Søndag afgøres alle Age-Group’ernes alderklasser når der køres 2017 Fredericia Challenge Nordic Championships standard/OL-distance, som er en del af DM TRI Serien. Derudover afvikles det første DM i mix-stafet på ultra korte distancer også om søndagen. 

Fredericia Kommune, Fredericia Triathlon Team, Dansk Triatlon Forbund og Challenge Denmark er gået sammen om dette stævne, der helliger sig de kortere distancer i det smukke og historiske Fredericia.

Der er tale om en helt ny måde at sammensætte et triatlonprogram på, og borgmester Jacob Bjerregaard glæder sig.

”Det bliver helt fantastisk at kunne byde de mange triatleter velkommen i Fredericia og følge deres intense kamp mod uret. Og så glæder hele byen sig til igen at danne ramme om det festlige Challenge-løb, hvor alle har mulighed for at prøve sig selv af på den olympiske distance. Det bliver en event, som uanset hvilket niveau du dyrker triatlon på, ligger helt i tråd med byens ambition om at kunne tiltrække internationale begivenheder, og hvor de dygtige lokale atleter samtidig har mulighed for at vise sig frem”, siger Jacob Bjerregaard.

Morten Fenger, direktør Dansk Triatlon Forbund, fremhæver det unikke samarbejde mellem kommunen, den lokale triatlonklub, det nationale triatlonforbund og stævneoperatøren Challenge, som har fundet sammen i en endnu uset konstellation til gavn for tri-sporten i Danmark.

”Vi slår med denne satsning på tromme for kortdistance-triatlon og dens underholdningsværdi, dens rummelighed og ikke mindst mangfoldighed. Samtidigt er det vores ambition at vise et højt internationalt sportsligt niveau, når eliten lørdag i midten af Fredericia by skal dyste om guldet i Danske Invest DM TRI-serien, nordiske medaljer og ikke mindst flotte pengepræmier”, siger Morten Fenger.

Den olympiske distance er helt ny i Challenge-programmet, hvilket racedirektør Claus Vesterby ser frem til.

”Vi er meget glade for, at de kortere distancer endelig bliver prioriteret, da det er helt klart, at der ikke har været fokus på de distancer i Danmark tidligere. Nu er man gået sammen om det, og det giver grundlag for at skabe en triatlonfestival, hvor både kommune, Dansk Triatlon Forbund og Challenge Denmark alle har deres berettigelse”, siger Claus Vesterby.

Fredericia har en stærk og stolt tradition for triatlon, da byen var vært for de danske mesterskaber på fuld distance i 1995 og EM i 1997. Fredericia City Triatlon samler tråden op og lægger op til en helt ny triatlon-æra i Fredericia.

Se mere på Challenge Denmark hjemmeside her

Tilmelding til lørdagens kortdistancekonkurrencer her
Tilmelding til søndagens mix-stafet her
Tilmelding til søndagens Age-Group standard/OL-dist. her

Med sportslig hilsen
Dansk Triatlon Forbund