Dansk duatlet afslutter sæsonen som nr. 1 på verdensranglisten

nov 9, 2017


2017 har budt på så mange gode resultater for duatleten Søren Bystrup Jacobsen, at han afslutter sæsonen som nummer 1 på ITU’s (International Triathlon Union) verdensrangliste. Bystrup har i løbet af året vundet EM-sølv og sin femte langdistance VM-bronzemedalje. Senest afsluttede han sæsonen med en sejr til Powerman Danmark i Vejle sidst i september, hvor han slog en af ærkerivalerne den tidligere verdensmester belgieren Seppe Odeyn.

 

Bystrup har tidligere ligget nr. 1 på Powermans verdensrangliste for langdistanceduatleter med point samlet fra konkurrencer arrangeret af brandet Powerman. Placeringen på ITU’s verdensrangliste betyder, at Bystrup nu ligger i front indenfor både kort- og langdistancefeltet med point samlet udelukkende fra mesterskaber. Med de to mesterskabsmedaljer slår Bystrup lige netop franskmanden Benjamin Choquert med lidt over et enkelt point på ranglisten. Bystrup siger ”Det har indtil nu været min karrieres bedste sæson med en medalje til både VM og EM. Min store drøm er fortsat at vinde et verdensmesterskab, og jeg ser særligt frem til næste sæson, hvor nogle af de vigtigste mesterskaber foregår på hjemmebane”. I 2018 gør Danmark sig ekstraordinært gældende indenfor duatlon med værtskaber for både kortdistance-VM og langdistance-EM i henholdsvis Odense og Vejle til Powerman Danmark.

Powerman er lillebror til det velkendte brand Ironman. I stedet for at svømme, cykle og løbe som triatleterne gør i Ironman, løber duatleterne i Powerman to gange og cykler imellem.

For yderligere kommentarer kontakt Søren Bystrup: 28262193/sorenbystrup@hotmail.com

Se verdensranglisten på https://www.triathlon.org/rankings/duathlon/male

 

 

Her løbers der koncentreret ud af skiftezonen (Foto: Fotografen)